Ligalandsholdet skal på tur til USA i januar, hvor holdet møder Mexico og en endnu unavngiven modstander.
Igen til vinter skal en flok danske spillere på tur med ligalandsholdet. Til januar skal holdet nemlig i træningslejr i Arizona i USA, og den 30. januar spiller de så en af to kampe på turen, når de møder Mexico. Den anden kamp er endnu ikke fastlagt.
Landstræner Morten Olsen udtager formentlig en trup på op mod 25 spillere, og sammen med U21-landstræner Morten Wieghorst vil han udtage et antal spillere fra denne årgang til turen, fordi ungdomslandsholdet af økonomiske årsager ikke kommer på træningslejr.
Morten Olsen ser frem til turen.
- Klubberne og forbundene er også mærket af den økonomiske krise, og derfor er jeg glad for, at Ligalandsholdet fortsat bliver prioriteret højt blandt vores aktiviteter. Denne vinter kommer træningsturen til at ligge ideelt umiddelbart inden landskampterminen i februar og inden vi tager hul på de afgørende VM-kvalifikationskampe i marts, siger han.
- Vi kommer igen til at kunne gennemføre værdifulde træninger og teste spillerne mod mindst én meget stærk modstander. Resultatet af investeringen i Ligalandsholdet viser sig hvert eneste år, når vi henter spillere fra denne trup ind i A-landsholdstruppen, forklarer landstræneren.
Træningsopholdet forventes at blive gennemført mellem den 22. og 31. januar med den anden kamp placeret i Tucson 150 kilometer sydligere ligeledes i Arizona søndag den 27. januar.
tipsbladet.dk









