Kaiserslautern satte sig på Bayern München og vandt 2-0
Leon Jessen, som Morten Olsen i onsdags udtog til VM-kvalifikationskampen den 7. september mod Island, fik sit unge fodboldlivs hidtil største triumf, da han sammen med klubkammeraterne fra Kaiserslautern til 46.000 tilskueres enorme begejstring sensationelt besejrede mestrene fra Bayern München med 2-0.
Den tidligere FCM-spiller var på banen i samtlige 90 minutter i en kamp, der blev afgjort med to scoringer i det 36. og 37. minut.
Først var det Ilisevic, der gjorde det til 1-0 og ikke en gang 60 sekunder senere øgede Lakic til 2-0.
Bayern pressede og pressede i anden halvleg, men oprykkernes forsvar stod godt, og Kaiserslautern har med sejren lagt sig i spidsen for Bundesligaen.
To minutter ind i overtiden fik Kaiserslautern vist Ilisevic ud efter to gule kort.








