I to år kæmpede Leon Andreasen med en mystisk lyskeskade, der fik flere læger til at dømme ham færdig som fodboldspiller. Selv opgav han aldrig håbet. Nu er han tilbage med et brag.

Stedet er Richmond Park i Dublin. Klokken er 20.51 dansk tid. Leon Andreasen modtager bolden på kanten af målfeltet, tager et kort træk og hamrer læderkuglen over i modsatte målhjørne fra 30 meters afstand.

Hvilken måde at stemple ind i en verden, han ellers var dømt helt ude af. For målet er ikke blot starten på endnu et nyt europæisk eventyr for den tyske Bundesligaklub Hannover 96, der besejrede St. Patricks 3-0 i første opgør af to i kvalifikationen til Europa League-turneringen.

For danske Leon Andreasen markerer denne aften i den irske hovedstad langt mere end det. Drømmemålet er selve symbolet på en helt ny begyndelse på en ellers kuldsejlet karriere for den 29-årige fodboldspiller.

- Jeg behøver vel næsten ikke at forklare, hvordan det har været: Det har været et helvede, siger Leon Andreasen til sporten.dk om sin to år lange skadepause fra hjemmet i Hannover i det nordlige Tyskland.

Men at målet har været en tiltrængt lindring af det smertende helvede, Leon Andreasen har befundet sig i, illustreres bedst af den person, der står ham allermest nær. Scoringen fik hans forlovede, Annabelle, og mor til deres lille søn på 15 måneder til at bryde ud i gråd hjemme foran tv’et. Nu kunne de som familie endelig se fremad efter en periode, hvor Leon Andreasen ifølge sig selv ofte har været i dårligt humør.

- Hun er min største støtte. Annabelle var altid hos mig, når jeg var syg. Hun har en stor rolle i mit comeback, fortæller han til den tyske avis Bild.

De fleste ville formentlig ikke have klandret den tidligere danske landsholdspiller, hvis han for længst havde givet op og smidt sine fodboldstøvlerne langt bort uden at se sig tilbage. 4. april 2010 stod således før torsdagens spektakulære comeback som danskerens seneste aktion på banen for Hannover 96 i Bundesligaen.

En tid, som ifølge Leon Andreasen selv er fordrevet på sidelinjen, på forskellige klinikkers operationsborde, men værst af alt i total uvished om, hvorfor smerterne i lysken ikke ville forsvinde.

- Det hårdeste har været, når jeg har troet på, at jeg havde gang i noget rigtigt og så bare finde ud af, at jeg faktisk er længere tilbage, end da jeg startede, siger Leon Andreasen og uddyber:

- Så ved du, at det samme forløb nu venter foran dig igen og sikkert mere til, fordi de (lægerne, red.) stadig ikke har fundet ud af, hvad fanden det er, der er galt. Det prøvede jeg en del gange, siger han.

Efter flere mislykkede indgreb i lysken gav de tyske læger op, mens ledelsen i Hannover 96 så småt også opgav håbet om at få deres danske midtbaneterrier tilbage i topform.

- Klubben var behjælpelige i starten og sendte mig til læger og så videre og så videre. Men eftersom de læger ikke kunne finde ud af, hvad jeg fejlede, så var det også lidt som om, at de gav op. Men det er vel også meget normalt efter så lang tid, resonerer Leon Andreasen.

Men det var dog en konklusion, han hverken ville eller kunne acceptere. Lige som dét med at give op aldrig har kendetegnet Leon Andresen som fodboldspiller. Her er indstillingen som minimum at levere en ærekær og ukuelig indsats.

Gerne fandenivoldsk og kompromisløs - på både godt og ondt - men samtidig krydret med teknik og et tordenskud. En læresætning, der blev banket ind i ham af netop afdøde John Stampe, som ifølge Leon Andreasen selv var den, der lærte ham om livet som professionel fodboldspiller i den første tid i hjerteklubben AGF.

- Jeg er jo så pisse stædig, så det var slet ikke inde i mit hoved at stoppe på noget tidspunkt, siger han.

- Men der har været dage, hvor jeg har været nede at vende. Men så har jeg haft en god familie og venner, som har hjulpet og støttet mig, for det var lidt mig selv, som skulle klare mig igennem, fortæller Andreasen.

På eget initiativ tog han kontakt til klinikken Pro Treatment i Dragør og Thomas Jørgensen. Og langt om længe fik han bugt med de smerter, der igennem 28 måneder havde truet med at ødelægge karrieren.

- Jeg tror ikke rigtigt, at der er nogen, der helt ved, hvad der var galt. Den operation, der hjalp mig, gik ind og fjernede noget arvæv. Nu er jeg ikke nogen doktor, men så vidt jeg ved, så kommer arvæv fra operationer. Så jeg har helt sikkert ikke skulle være opereret, de gange jeg blev det. Men det kan jeg jo ikke gøre noget ved nu, konstaterer han.

Smertefri og igen i træner Mirko Slomkas startopstilling og med en ny etårig kontrakt, hvor præstationerne på banen afgør beløbet på Leon Andreasens bankkonto. Leon Andreasen tør nu ikke kun drømme, men også håbe på at få sin karriere helt tilbage dertil, hvor han var for et par år siden. Her havde han tilkæmpet sig en fast plads på Morten Olsens landshold, og Leon Andreasen var én af dem, man regnede med som fremtidens rygrad på den danske midtbane.

- Jeg savner landsholdet helt vildt, og jeg håber da også, at jeg kan komme tilbage. Men nu handler det først og fremmest om at give den gas i Hannover, og så må jeg se. Hvis jeg får nogle kampe her og gør det fint, så er jeg sikker på, at jeg også kan komme i betragtning hos Morten (Olsen, red.). Men nu koncentrerer jeg mig først og fremmest om at komme i gang hernede igen og vise, at jeg er tilbage, siger han.

Og så er der det obligatoriske spørgsmål.

Hvad med AGF? - Det vil jeg meget gerne, men jeg er altså kun 29 år. Men jo, det har jeg jo altid sagt. Jeg vil meget gerne slutte af i AGF.