I timerne op til transfervinduets lukning faldt to af Superligaens største transfers på plads. Det var hektisk og nervepirrende for de to hovedpersoner Johan Absalonsen og Kasper Lorentzen. Sporten.dk har fået de to spillere til at fortælle om tiden, indtil kontrakten blev underskrevet
JOHAN ABSALONSEN
Få timer før transfervinduet lukkede, sad Johan Absalonsen på et hotelværelse i La Manga i Spanien. Sammen med resten af FC Københavns trup var han på træningslejr, som forberedelse til forårssæsonen. To dage forinden var han i startopstillingen, da FCK vandt 1-0 over Kalmar FF. Men tankerne kredsede ikke om træningsøvelser eller taktiske overvejelser om FCKs startopstilling.
Den 26-årige hurtigløber sad derimod og ventede på et opkald fra sin agent hjemme i Danmark, som ville fortælle, om Absalonsen i foråret kan kalde sig FCK-spiller eller AC Horsens spiller. Opkaldet kom, og agenten, Allan Reese, fortalte, at de sidste detaljer var faldet på plads, så Johan Absalonsen ville blive lejet ud til AC Horsens.
- Det er en speciel situation at sidde i, for man skal både skifte klub og miljø. Jeg har prøvet det før, så det er ikke sådan, at jeg sidder og ikke kan koncentrere mig om andre ting. Men det er specielt, når man sidder og venter på, om der kommer en ny kontrakt, eller man skal blive i klubben og kæmpe sin chance. Det gælder om ikke at lægge sine tanker fast på noget, for så kan man godt blive distraheret, fortæller Johan Absalonsen om ventetiden, inden der kom en afklaring.
Den indledende kontakt mellem AC Horsens og Johan Absalonsen var blevet skabt et par dage før deadline, men flere detaljer skulle plads, før kontrakten kunne underskrives. Agenten stod for alle detaljerne, og Johan Absalonsen fik besked, når han skulle tage stilling til noget. På den sidste dag gik det rigtig stærkt.
- Jeg snakkede vel med min agent tre-fire gange i løbet af dagen. Og så foregik det sådan, at kontrakten blev faxet til Spanien, og den skrev jeg under midt på aftenen. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår det var på aftenen, men det var i hvert fald før deadline, fortæller han.
Johan Absalonsen var med ét blevet AC Horsens-spiller. Pludselig var han ikke på samme måde en del af træningslejren på La Manga, hvor han stadig befandt sig.
- Så gik jeg rundt og fortalte dem, jeg boede på værelse med og resten af holdkammeraterne, at nu skulle jeg til Horsens. De ønskede mig selvfølgelig tillykke, fortæller han om forløsningen.
Johan Absalonsen vender torsdag hjem til Danmark, hvor han det næste halve år skal spille for AC Horsens.
Klik videre og læs om Kasper Lorentzen, der ligesom Johan Absalonsen havde en hektisk sidste dag inden transfervinduet lukkede.
KASPER LORENTZEN
Som sådan startede dagen egentlig normalt for Kasper Lorentzen. Da han vågnede i Randers, var det ved siden af hans kone og halvt år gamle datter. Men derfra var intet normalt for midtbanekreatøren på det danske transfervindues sidste dag, hvor han så brændende ønskede, at tilværelsen med 1. divisionsbold i den kronjyske hovedstad blev vekslet ud med Superliga.
- Jeg har aldrig nogensinde prøvet sådan en dag. Det var mærkeligt følelsesladet. Der var så meget uvished om, hvad der ville ske. Om det stadig hed Randers, eller om jeg var et andet sted, når dagen var slut. Jeg har løbetrænet meget på det seneste, men den dag kunne jeg ikke komme af sted. Der blev jeg bare mest inden døre, fortæller 26-årige Lorentzen.
En enkelt gåtur ned i Randers by blev det til, men ellers gik det meste af hans for- og eftermiddag med gentagne telefonsamtaler med sin agent Mads Bach Lund og en venten på, hvornår de skulle sætte sig ind i bilen og sætte kursen fra Jylland mod København. For de kunne ikke bare stikke af sted og satse hele butikken på, at de skulle op til FC Nordsjælland senere på aften for at underskrive en kontrakt, da der også var interesse fra en anden klub.
- Jeg var hele tiden meget skeptisk omkring, hvorvidt det hele nu ville falde på plads, når det er sidste dag. Hver gang, jeg fik en melding, at der var tvivl om en eller anden detalje, gjorde, at jeg fik tanken, at det kunne gå galt. Men på et eller andet tidspunkt blev vi jo nødt til at køre uden helt at vide, om tingene ville gå i orden, siger Lorentzen.
Derfor satte han sig ved 16-tiden ind i sin bil sammen med kone og barn og begyndte at køre mod den københavnske vestegn, hvor han kommer fra. Her var de var knap kommet ind ad døren og havde stillet tingene, da der blev ringet med beskeden ’kom til Farum nu’. Datteren på det halve år blev passet af farmor, og kl. 19.45 gik det sammen med konen mod det nordsjællandske.
- Jeg var ikke den eneste spiller, der skulle skrive kontrakt, så der var gang i den deroppe, siger han om den hektiske aften i FC Nordsjælland.
Han blev sendt til det obligatoriske lægetjek, og så ventede han ellers på, at Randers FC og FC Nordsjælland skulle blive enige. Det blev de kl. 23.45.
- Der blev sendt nogle sms’er til venner og familier om, at det var på plads, og så var det eller hjem at sove efter en hård dag oven i kasketten.
Kasper Lorentzen skal det næste halve år spille for FC Nordsjælland på en lejekontrakt.








at Kasper Lorentzen kan nå det niveau han viste i de par landskampe han spillede i 2010 og 11. Nu har Zimling jo sat sig ret solidt på pladsen ved siden af Wiliam Kvist, men ellers er Lorentzen en større kreatør end Zimling og Christian/Jacob Poulsen.
Ham ville jeg gerne se liggende 10 - 15 meter bag Christian Eriksen.
Håber det bedste!