Lazio stryger forbi Inter på andenpladsen i Serie A efter en sejr på 0-1 ude over Sampdoria. Fiorentina passerer også Milano-klubben efter sejr på Sicilien.
Med Inters uafgjorte resultat hjemme mod Genoa tidligere på dagen, var der mulighed for både Lazio og Fiorentina til at gå forbi Nerrazurri. Missionen lykkedes for begge mandskaber, der vandt udesejre mod bundhold.
Lazio var på besøg hos Sampdoria, der havde Simon Poulsen på bænken hele kampen, og han kunne se Hernanes score gæsternes sejrsmål efter 31 minutter. Et indlæg fra venstre side blev clearet foran mål, men bolden røg lige ud til brasilianske Hernanes, der fra kanten af feltet kanonerede bolden i nettet med højrebenet.
Det lykkedes hverken gæsterne fra Rom eller værterne at score yderligere i opgøret, og med de tre point på kontoen rykker Lazio op på 36 point - et point mere end Inter og otte point færrere end Juventus på førstepladsen.
Inter kunne som nævnt også se sig passeret af Viola fra Firenze. Fiorentina vandt slog Palermo på udebane med 0-3, og de rykker dermed op på siden af Inter, men på den rigtige side på grund af bedre målscore. Gæsterne, der ikke havde unge Kenneth Zohore med i truppen, bragte sig i front fem minutter efter pausen da kæmpetalentet Stevan Jovetic scorede til 0-1. Jovetic nettede to gange yderligere i kampens sidste ti minutter, da han i to omgange fik chancen fra straffesparkspletten. Dermed sluttede kampen altså 0-3.
Også Napoli holder sig til i toppen. En sen scoring af Christian Maggio bragte dem på sejrskurs, og Edinson Cavani scorede til slutresultatet 0-2 på straffespark i overtiden. Napoli sikrede sig dermed alle tre point på udebane mod bundproppen Siena.
tipsbladet.dk






