Michael Laudrup er ikke færdig med at hente forstærkninger til Swansea.
I sidste uge hentede Michael Laudrup den tidligere Mallorca-duo Jonathan de Guzman og Chico Flores til Swansea. Nu kan der være flere spillere på vej.
- Der er stadig arbejde at gøre, siger den danske Swansea-manager ifølge South Wales Evening Post.
Det walisiske medie mener at vide, at Laudrup er på jagt efter en angriber og en målfarlig midtbanespiller, ligesom en ekstra målmand skulle være på ønskelisten.
Middlesbroughs Marvin Emnes, Bristol Citys Albert Adomah og Wolverhamptons Kevin Doyle nævnes alle som mulige emner, men Michael Laudrup selv holder kortene tæt på kroppen.
- Jeg vil ikke sige så meget om de navne, for vi må indse, at der er en masse andre klubber i samme situation som os. Det eneste, vi gør ved at nævne navne, er at presse prisen op, og de eneste, der vil være tilfredse med det, er de klubber, der ejer spillerne, siger Michael Laudrup.
Michael Krohn-Dehli og Thomas Kahlenberg har tidligere været nævnt som mulige emner i Premier League-klubben. Swansea indleder sæsonen d. 18. august mod Queens Park Rangers.








