Swansea har ifølge Goal.com accepteret et bud fra Liverpool på 125 mio. kr. på midtbaneprofilen Joe Allen.
Da Brendan Rodgers forlod trænerposten i Swansea til fordel for jobbet i Liverpool, startede det en strøm af rygter, der sendte det walisiske holds bedste spillere til Anfield. Siden kom det imidlertid frem, at Swansea havde fået indskrevet en klausul i Rodgers' skifte til Liverpool, således at han ikke kunne hente spillere fra sin tidligere klub i de første 12 måneder i spidsen Liverpool.
Ifølge Goal.com har Michael Laudrup og co. imidlertid valgt at ignorere denne del af kontrakten ved at acceptere et bud på 125 mio. kr. fra Liverpool på holdets helt store midtbaneprofil i sidste sæson, Joe Allen.
Swansea havde i første omgang håbet på at sælge Allen for et beløb nærmere de 150 mio. kr., men tilgangen af spanske Michu fra Rayo Vallecano har fået klubben til at sænke sine økonomiske krav til et salg af Allen.
Allen spillede hele 36 kampe i sidste sæson for Swansea, og midtbanespillerens flotte sæson var med til at sikre ham en plads på Stuart Pearces hold, der skal repæsentere Storbritannien ved OL.
tipsbladet.dk









