Michael Laudrup vil gerne beholde lejespilleren Jonathan de Guzman, mens han heller ikke lukker for yderligere offensive forstærkninger til januar.
Da Michael Laudrup tiltrådte i Swansea i sommerpausen, fulgte Villarreal-spilleren Jonathan de Guzman efter på en lejeaftale. Indtil nu har offensivspilleren imponeret så meget, at Laudrup er meget interesseret i at beholde ham på en permanent kontrakt.
- Vi har ikke snakket med Villarreal om en længerevarende aftale endnu, men jeg vil gerne beholde Jonathan. Han har gjort det godt her, siger Laudrup ifølge Sky Sports.
- Nogle spillere har brug for tid til at tilpasse sig Premier League, så jeg er overrasket over, at han er startet så godt, siger manageren.
Michael Laudrup forventes også at bringe andre nye spillere ind i truppen, og lige nu er ledelsen i klubben også i fuld gang med at finde de rigtige emner.
- Vi skal være klar til januar nu. Når muligheden kommer, er man nødt til at gå efter den, siger Laudrup om det transfervindue, der starter den 1. januar.
Swansea spillede lørdag uafgjort 1-1 mod Southampton.
tipsbladet.dk









