Mallorca-udelukkelse koster klubben dyrt, og nu tager Laudrup venskabet med Platini i brug
Michael Laudrup og Mallorca er hårdt ramt på pengepungen. Og de økonomiske problemer er bestemt ikke hjulpet af, at UEFA har besluttet at udelukke den spanske klub fra Europa League-deltagelse som følge af dårlig økonomi og udestående transferpenge til blandt andre Athletic Bilbao.
Så det er gået hen og blevet en ond cirkel for Real Mallorca, for UEFA-udelukkelsen vurderes at koste Mallorca i omegnen af 50 mio. kr., da klubben satsede på at nå til gruppespillet i turneringen, der giver mere profit end forgængeren UEFA Cup.
Søndag protesterede Mallorca-spillerne i træningskampen mod Feyenoord ved at bære hvide t-shirts, da de gik på banen med påskriften ”UEFA, Fair Play please”, og nu bringer Michael Laudrup så et personligt forhold til UEFA-præsident Michel Platini ind i sagen.
- Jeg er stadig optimistisk. Jeg tror, at Platini er en retfærdig mand, og han kan måske være med til at få ændret det her. Det sidste ord er ikke sagt, siger Laudrup til Marca.
Dermed går han direkte til UEFA-overhovedet, som Laudrup spillede sammen med i Juventus, og som han har et godt personligt forhold til.
Laudrups anfører Josep Marti følger trænerens ord op.
- Jeg er sikker på, at en mand som Platini ikke støtter den her beslutning fra UEFA. En som selv har været så stor en fodboldspiller ved, hvad det betyder for enhver spiller at være med i Europa. Det er ikke retfærdigt for de spillere, der i sidste sæson kvalificerede holdet til europæisk deltagelse. Vi sad på en europæisk plads i 38 kampe, og vi fortjener at være med uanset økonomien, siger Marti.








