Rubin er tvunget til at angribe mod FCK – og det er ikke russernes livret, mener Michael Laudrup.
FC København er snublende tæt på at skrive dansk fodboldhistorie. Med en sejr over russiske Rubin Kazan vil løverne være klar til ottendedelsfinalerne i Champions League som det første danske hold nogensinde. Selv uafgjort kan være nok, mens kun sejren tæller for russerne.
Netop det faktum er en kæmpe fordel for FCK, vurderer Michael Laudrup som har et indgående kendskab til Rubin Kazan fra sin tid som træner for Spartak Moskva.
- Det er en kamp, som Rubin skal vinde, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at tage andenpladsen i gruppen. Så spørgsmålet er, hvordan de griber den kamp an, siger Michael Laudrup til sporten.dk
For det er ikke just sprudlende angrebsfodbold, de russiske mestre er kendt for.
- Taktisk er Rubin et rigtig godt hold. De står rigtig solidt i forsvaret, arbejder hårdt og er farlige på kontra. De har spillet på samme måde de sidste tre-fire år og har vundet et par mesterskaber med den taktik. De har også skabt nogle fantastiske resultater i Europa, blandt andet mod Barcelona, lyder Michael Laudrups karakteristik af Rubin Kazan.
Et kig på den russiske liga, Vischaya, bekræfter Laudrups ord. Rubin har blot lukket 14 mål ind i 28 kampe, men til gengæld har de ikke scoret flere end 35 selv.
Erik Larsen, som i dag er assistenttræner for Laudrup i Mallorca, var også en del af trænerteamet, da hans nuværende chef drog på sit russiske eventyr tilbage i 2008. Rubin har ifølge Erik Larsen et rigidt system, hvor spillerne følger de indbyrdes aftaler milimetertæt. Men det bliver de nødt til at ændre på i en kamp, hvor de ikke kan spille på uafgjort.
- Jeg mener, at FCK har en god chance, netop fordi Rubin skal vinde. De har problemer i de kampe, hvor de kommer bagud eller er tvunget til at skabe kampen. Så skal de bryde aftalerne og spille mere fremadrettet, og det har de svært ved, siger Erik Larsen til sporten.dk
Han er sikker på, at Ståle Solbakken har recepten til succes klar.
- Jeg tror, at FCK har luret dem. De ved, at der ikke er nogen grund til at åbne op, for før eller siden skal Rubin jo frem at angribe, eftersom de skal vinde den kamp. Det er perfekt for FCK. De skal spille på samme måde, som de plejer på udebane i Champions League: afventende og uden at efterlade plads mellem kæderne, siger Erik Larsen.
Han er ikke vildt imponeret over Rubin Kazan trods russernes imponerende resultater mod Barcelona, som de sidste år slog på Camp Nou og siden har spillet uafgjort mod to gange på hjemmebane.
- Rubin er et godt hold, men de er altså ikke bedre end så mange andre. Der har været meget fokus på deres gode resultater mod Barcelona, men de var jo knap nok over midten i nogle af de kampe. De var ærlig talt skideheldige, for Barcelona brændte et hav af chancer i de kampe, siger Erik Larsen.
Skulle Rubin Kazan ikke være frygtindgydende, så kan man frygte, at den bidende russiske vinterkulde bliver en ubehagelig oplevelse for FCK, men Erik Larsen er ikke bekymret.
- Kulden betyder ikke noget for FCK. Det kan da godt være, at Claudemir får kolde tæer, men de andre spillere har spillet i Skandinavien så lang tid, at de er vant til klimaet. Jeg har selv været i Rusland om vinteren, og det er ikke værre end en decemberkamp i Danmark, siger Erik Larsen.
Han regner med, at udsigten til avancement i Champions League er mere end nok til at tænde varmen under FCK i den russiske vinter.
- Jeg tror, at FCKs spillere går og glæder sig til den kamp. For de kan gå videre med en sejr eller måske endda med uafgjort. Det vil være fantastisk for dem og for dansk fodbold.
Se, om FC København klarer skærerne mod Rubin Kazan og skriver dansk fodboldhistorie på onsdag kl. 18.30 på 3+










Jaja uafgjort er sandsynligvis godt nok, men prøv at overveje hvis nu Barca taber point mod Rubin i Spanien - hvilket som bekendt er sket før - så vil en sejr i Sibirien og i Parken betyde at FCK tager førstepladsen... hvilket igen vil give bedre betingelser for at gå videre til kvartfinalen.
Man må gerne drømme lidt en gang imellem :-)
Jeg drømmer gerne med.
Vi er et lille land, som har en gylden mulighed kva FCK, at være inde i det vigtige selskab top 12. Med direkte adgang til CL og 2.pladsen adgang til CL kval.
Dette burde i sig selv være grund nok til, uanset klubtilhørsforhold, at alle danskere holder med FCK!
Nu må andre (BIF & OB) bare snart få styr på butikken og være en medvirkende faktor der kan skabe resultater i Europa. Jo bedre dansk fodbold fører sig frem, jo flere penge og jo bedre spillere kan ligaen tiltrække.
Håber at FCK vinder for så er de sikkert videre og skal ikke vente til sidste kamp.
Ønskes held og lykke med kampen i Rusland herfra, super flot indsats i har gjort allerede.
Blå/gul Hilsen
M
Tak til Blå / Gul for de pæne ord ,vi er heldigvis en del rare mennesker der godt kan ønske hinanden held og lykke .
Jeg holder da med BIF nåe de spiller ude i europa det er
godt for dansk fodbold at det går så mange som muligt godt .
MVH en FCK fan
Såfremt København spiller uafgjort mod Rubin, så skal Panathinaikos da vinde mod Barcelona OG vinde med 3 mål mod København i sidste kamp? Begge resultater er da vist en kende usandsynlige... :)
Jeg er ikke FCKér men hvor jeg dog håber det går dem godt mod Rubin, det ville være så stort for dansk fodbold...
Så drop enhver misundelse eller anden indsvævret klubånd og støt FCK fodi det vil være til gavn for hele fodbold DK hvis de får succes
Man SKAL ikke absolut holde med FCK bare fordi de er danske... når folk får af vide at de skal holde med nogen så vil der næsten altid komme en trods reaktion!
Det er fint at folk holder med og hepper på FCK, men stop nu det pis med at alle SKAL holde med dem... hvis BIF fans har lyst til at håbe de taber samtlige kampe så skal de sgu have lov til det!!!
Det er et frit land med fri ytringsfrihed!
mvh en FCK fan