Dagens FCK-hold er ikke på samme niveau, som holdet, der gik videre i Champions League, siger Lars Jacobsen forud for mødet med OSC Lille.
Tirsdag skal FCK spille med OSC Lille om at komme i Champions League, ligesom FCK var for to år siden, hvor holdet som det første danske mandskab gik videre fra gruppespillet efter bl.a. at have spillet 1-1 med FC Barcelona, inden det blev til nederlag til Chelsea i ottendedelsfinalen.
- Holdet er i dag ikke på samme niveau som dengang, sagde backen Lars Jacobsen mandag forud for kampen.
- Dengang peak'ede vi herinde, vi gik videre, og nu er vi ikke helt på samme niveau, men vi er godt på vej, sagde Lars Jacobsen.
Siden succes-sæsonen har FCK mistet en del profiler - senest var det topscoreren Dame N'Doye, der skiftede til Lokomotiv Moskva.
- N'Doye gjorde det godt, men han er fortid i klubben nu, så ham ønsker jeg ikke at sige mere om, sagde Lars Jacobsen, der har stor respekt for den franske modstander.
- Lille er et kompetent hold, som jeg har stor respekt for. Jeg hæfter mig ved (Salomon) Kalou, som jeg spillede imod, mens han var i Chelsea, og jeg selv spillede i Premier League. Han er meget hurtigt, og han er teknisk stærk, så ham har vi stor respekt for.
Egentlig skulle FCK have spillet på udebane først, men det er ændret, fordi Parken i næste uge er optaget af koncert med det britiske band, Coldplay.
- Men det betyder ikke noget. Hvis man ser på tidligere kvalifikationskampe, så har det ikke den store betydning, om man starter ude eller hjemme. Og det har slet ikke været et tema blandt spillerne, sagde Lars Jacobsen.







