FCK's Lars Jacobsen er efterhånden en af de få gamle drenge tilbage på Morten Olsens landshold.
Faktisk fik Lars Jacobsen overbragt nyheden om de mangeårige kollegaer Thomas Sørensen og Christians landsholdsstop, da han og FCK indledte sidste afpudsning før onsdagens Champions League-brag mod Club Brugge.
- Det har de nok overvejet gennem længere tid og truffet beslutningen selv. Det kan jeg kun have respekt for. Det kommer lidt som en overraskelse for mig, siger Lars Jacobsen, der er sikker på, at landsholdet kommer til at savne keeperen og midtbaneindpiskeren.
- Det er to kapaciteter, der forsvinder fra landsholdet. Dem kommer vi til at savne. Vi er nu et endnu yngre hold, og det er anføreren og næsten-anføreren, der stopper. Det er næsten 200 kampe, der forsvinder, og dem erstatter man ikke bare lige. De har været med til at definere ånden og mentaliteten i truppen, og de efterlader et stort hul, siger Lars Jacobsen.
Morten Olsen udtager onsdag sin første trup efter EM frem mod træningskampen mod Slovakiet i Odense på næste onsdag.









