Mtiligate: Der er fuld opbakning til Morten Olsen fra danske landstrænerkollegaer.
Er det som professionel sportsmand legalt at sige 'nej', jeg er ikke klar', når landstræneren henvender sig og har brug for hjælp?
Det spørgsmål melder sig i kølvandet på Morten Olsens dramatiske fyring af Patrick Mtiliga på fodboldlandsholdet. Og svaret på spørgsmålet synes at være ligetil - i hvert fald hvis man skal tro de landstrænere, som sporten.dk har været i kontakt med.
Alle bakker ubetinget op om Morten Olsens kontante beslutning om at fyre Patrick Mtiliga, efter venstre backen kort før kampen mod Italien meddelte en målløs landstræner, at han ikke var 'klar til kamp'.
Paulus Wildeboer, landstræning i svømning:
- Jeg synes, det lyder som en god beslutning af landstræneren. Hvis man vælger at acceptere en udtagelse fra landstræneren, så skal man være villig til at give alt for holdet og acceptere trænerens beslutning. Er man ikke villig til at være disponibel, så må man takke nej til at blive udtaget.
- Jeg kan forstå, at der nogle gange kan være udfald i ens mentalitet eller motivation, men det duer bare ikke, når det går ud over andre. Du repræsenterer Danmark og spiller i nationens farver, så det er ikke bare spillerens eget image, det går ud over.
- Forestil dig 20 spillere, der begynder at stille spørgsmålstegn ved træneren. Det fungerer jo ikke. Man skal være villig at acceptere, at træneren er bossen og tage den rolle, man bliver tildelt. Hvis man så er utilfreds, så kan man diskutere det med træneren efter kampen. Men ikke før eller under kampen.
Lars Bonde, landstræner i cykling:
- Det duer ikke, det Mtiliga har gjort. Enten er man klar, eller også er man ikke klar. Der skal være en meget speciel omstændighed for at melde fra så tæt på kampstart, og det tyder det ikke på, der har været. Handler Mtiligas nej til at spille kun om, at han var skuffet over ikke at være førstevalg, er det helt uacceptabelt
- Jeg har kørt VM et par gange, hvor Nicki Sørensen og Jakob Fuglsang har meldt fra i god tid, fordi de ikke følte sig mentalt og fysisk klar. Det var acceptabelt, fordi det var i god tid. Jeg ville blive rasende, hvis jeg stod til et mesterskab og en rytter dér nægtede at komme ud af bussen. Man har indgået en forudgående aftale, og så skal man gøre forsøget lige meget hvad.
Per Bäckmann, landstræner i ishockey:
- Som professionel sportsmand kan man aldrig sige nej. Det er træneren, der bedømmer, om man er klar eller ej. Der er ikke noget at gøre. Som professionel accepterer man trænerens trænerens valg, siger ishockeylandstræner Per Bäckmann, som aldrig selv har oplevet at en spiller har nægtet at gå i kamp.
- Ved at gøre det han gjorde, ødelagde Mtiliga noget for hele holdet. han satte holdet i fare.Sådan noget påvirker hele holdet og er et stort forstyrrelsesmoment. Jeg havde gjort nøjagtig det samme som Morten Olsen og fyret ham.








