Det er helt lige i toppen af La Liga, efter at Real Madrid vendte et truende nederlag til sejr, samtidigt med at Barcelona, på trods af to Messi-mål, smed point mod Almeria
Deportivo La Coruna – Tenerife 3-1
Tenerife spillede en fin kamp mod Deportivo La Coruna, men typisk for et tophold, så var Deportivo langt skarpere end udeholdet. Tenerife bragte sig dog foran efter 18 minutters spil, hvor Juanlu brugte højrebenet til at passere Daniel Aranzubia i Deportivos mål. Et kvarter senere udlignede hjemmeholdet ved Juan Rodriguez, der scorede på hovedstød. Ti minutter efter pausen slog Deportivos største stjerne, Andres Guardado, til, da han med et drøn af et langskud bragte Deportivo på 2-1. Midtvejs i halvlegen faldt kampens sidste mål, da Diego Colotto tog chancen et par meter udenfor feltet og havde heldet med sig.
Almeria – Barcelona 2-2
Barcelona var på en hård prøve, da katalanerne gæstede formstærke Almeria, som ikke har tabt siden 23. januar. Det startede glimrende for hjemmeholdet, som bragte sig foran på deres første afslutning i kampen. Cisma Domingo kom højest i en duel med Carles Puyol efter er hjørnespark og headede bolden i kassen uden chance for Victor Valdes. Barcelona pressede på, og tre minutter før pausen fik Lionel Messi chancen på et frispark på kanten af feltet. Med en lille genistreg nærmest lobbede argentineren bolden forbi Diego Alves i Almeria-målet. Messi sendte med et blødt spark bolden i det korte hjørne, hvor Alves ikke kunne nå at reagere, før det var for sent. 10 minutter efter pausen kom hjemmeholdet på ny foran. Et godt gennemspillet angreb resulterede i, at Carles Puyol sendte bolden i eget net. To minutter senere blev det endnu værre for udeholdet. En svagt spillende Zlatan Ibrahimovic fik direkte rødt efter håndgemæng med en forsvarspiller. Med en mand i undertal sad Barca stadig på spillet, og fem minutter efter udvisningen udlignede Messi, da en tilfældig bold havnede for fødderne af topscoreren. På trods af flere gode chancer til Messi, så sluttede opgøret uden vinder, hvilket betyder at Barcelona taber to vigtige point i topstriden.
Real Madrid – Sevilla 3-2
Real Madrid præsterede et fantastisk comeback mod Sevilla, der var foran med 2-0 på Bernabeu. Udeholdet bragte sig foran allerede i det 10. minut, da Xabi Alonso blev presset af Alvaro Negredo til at score selvmål. Real Madrid styrede spillet, men kom alligevel bagud med 2-0 i starten af anden halvleg. Ivica Dragutinovic sparkede frispark fra 40 meter, og da Xabi Alonso dukkede sig, kunne bolden passere hele vejen i mål. Efter en times spil startede Reals flotte comeback. En lidt tilfældig bold endte for fødderne af Cristiano Ronaldo, og portugiseren var stensikker i afslutningen. Mindre end fem minutter efter reduceringen kom udligningen. Et præcist hjørnespark fra indskiftede Rafael Van der Vaart blev ekspederet i kassen med hovedet af Sergio Ramos. Real Madrid pressede hårdt på for at få det vigtige sejrsmål, men Sevilla med en velspillede Andres Palop i målet holdt stand indtil andet minuts overtid. Her begik Palop sin første fejl i kampen, da han ikke kunne holde Gonzalo Higuains hovedstød, så Van der Vaart kunne sende returen i mål til kæmpe jubel blandt spillere og tilskuere, som fejrede sejren som om det var mesterskabet, der kom i hus.
Athletic Bilbao – Valladolid 2-0
Gaizka Toquero afgjorde opgøret mellem Athletic Bilbao og Valladolid med to scoringer i første halvleg. Først headede han kampens bedste spiller Igor Gabilondos indlæg i kassen efter en lille halv times spil. Ti minutter senere headede Fernando Llorente bolden ned for fødderne af Toquero, der igen viste målfarlighed og passerede Paraguays landsholdsmålmand, Justo Villar, som vogter målet i Valladolid. Der blev ikke scoret mere i den underholdende kamp, hvor Bilbao gav en halv times spilletid til supertalentet Iker Muniain, som viste fine prøver på talentet.
Mallorca – Sporting Gijon 3-0
Mallorca fik sæsonens 11. sejr ud af 12 mulige, da Gijon var på besøg. Hjemmeholdet kom foran efter 12 minutters spil i en situation, hvor Mosqueras skarpe indlæg fik lov til at passere hele vejen i mål. 2-0 målet faldt et kvarter før tid. Gonzalo Castro erobrede bolden og satte fuld speed på mod Gijon-målet, før han uselvisk spillede bolden på tværs til en fremadstormende Victor, der nemt kunne sende bolden i mål. I kampens næstsidste ordinære spilleminut lukkede Pierre Webo med målet til 3-0, som var hans fjerde sæsonmål.
Osasuna – Getafe 0-0
Den chancefattige kamp mellem Osasuna og Getafe sluttede uden mål. Osasuna havde flest chancer, men Getafes Manu var tættest på af alle, da han efter en times spil headede bolden på stolpen.
Malaga – Xeres 2-4
For første gang i denne sæson scorede Xeres mere end to mål i en kamp, og så blev det til hele fire af slagsen. Det første kom allerede efter fem minutters spil, hvor Momo omsatte et straffespark til mål. Fem minutter før pausen udlignede Duda, da han flot firsttimede bolden i kassen. I anden halvleg kom Malaga, der havde Patrick Mtiliga i startopstillingen, også foran ved Valdo. Kort efter det mål blev udeholdets Emiliano Armenteros udvist, og det så ud til at Malaga ville køre en sikker sejr i hus. Men med en time igen tog Duda hånden til hjælp i feltet, hvilket kostede et direkte rødt kort og et straffespark. Momo brændte straffesparket, men sendte returen i kassen. Få minutter senere kom udeholdet foran efter et hjørnespark og lidt klumpspil, der endte med, at Leandro Gioda sendte bolden i mål. Umiddelbart efter den scoring blev Mtiliga skiftet ud, og fra bænken kunne han se Fabian Orellana afgøre kampen med et flot mål efter en solotur.
Espanyol – Villarreal 0-0
Hverken Espanyol eller Villarreal formåede at score i deres indbyrdes opgør, selvom begge hold havde store chancer. For hjemmeholdet var Luis Garcia tættest på, da han rundede Diego Lopez i Villarreal-målet og sendte bolden mod mål, men på stregen blev bolden reddet af en heroisk forsvarsspiller. Villarreals bedste forsøg stod den spansk-brasilianske midtbanespiller Marcos Senna for. Den spanske landsholdsspiller sparkede et frispark på overlæggeren.
Zaragoza – Atletico Madrid 1-1
Zaragoza og Atletico Madrid gav hinanden en skidt spillet kamp, som Zaragoza burde have vundet. Hjemmeholdet kom foran i det syvende minut. Januarindkøbet Jiri Jarosik pandede bolden i mål efter hjørnespark. I de efterfølgende 85 minutter så hjemmeholdet ud til at tage alle tre point. Atletico spillede forfærdeligt, og med godt tyve minutter igen blev Jose Antonio Rayes endda udvist. I et sidste desperat forsøg på at få point sendte Atletico angriberen Ibrahima Balde på banen. To minutter inde i overtiden headede han flot Jurados indlæg i mål og sendte et heldigt point til Madrid.
Valencia – Racing Santander 0-0
Valencias topscorer David Villa var to gange i første halvleg alene med Fabio Coltorti i Santander-målet, men den ellers så trafsikre angriber svigtede i begge tilfælde. Først sparkede landsholdsangriberen lige på Coltorti, og derefter ramte han stolpen. I første halvlegs overtid satte supertalentet Sergio Canales hele Valencias forsvar på en flot solotur, men hans afslutning stod ikke mål med forarbejdet. I anden halvleg sad hjemmeholdet på det meste af spillet, men Santander med Canales i spidsen producerede flest chancer uden dog at få puttet bolden i kassen. Med det ene point udbygger Valencia på tredjepladsen afstanden til Sevilla på fjerdepladsen.
Se stillingen i La Primera Division hér







