VfB Stuttgarts cheftræner Bruno Labbadia føler sig som en skraldespand
Den tyske avis Bild mener ikke, det er usandsynligt, at Stuttgart har fået ny træner, når William Kvist i midten af næste uge vender hjem fra VM-kvalifikationskampene mod Bulgarien og Italien.
Efter 2-2 kampen mod Leverkusen var den nuværende træner Bruno Labbadia virkelig vred på medierne.
- Vi trænere er ikke andet end en skraldespand for jer, sagde han den tyske avis ifølge Bild Zeitung og beskyldte de tilstedeværende journalister for at skrive løgne.
Flere mener, at Bruno Labbadia i øjeblikket er under så hårdt pres, at selv manager Fredi Bobic ikke vil udelukke, at træneren træder tilbage.
Resultatmæssigt er Stuttgart kommet skidt i gang med sæsonen. Klubben ligger efter syv kampe nummer 15 i Bundesligaen, og i Europa League tabte man så sent som i torsdags 2-0 hos norske Molde og har kun et point efter de to første kampe.
Selv har Labbadia sagt nej til at forhandle om forlængelse af kontrakten. Han har tidligere sagt, at han vil vente til vinter og se, om den økonomisk trængte klub har midler til at hente forstærkninger.
Men måske har den pressede Labbadia allerede sagt farvel inden.






