FCKs William Kvist er klar til den opgave og den rolle, der i aften venter ham i Champions League.
Denne aften kan blive historisk. Den største nogensinde i FC Københavns korte levetid. Under de dalende snefnug på det centralt beliggende Centralnyi Stadion i Kazan med Europas største moske som en smuk blå Disney-skulptur i baggrunden kan københavnerne spille sig videre i Champions League med en sejr. Og sandsynligvis også med uafgjort. Noget større har FC København aldrig præsteret.
I jagten på den præstation er en person mere central end de øvrige. En mand skal styre den midtbane, der ifølge træner Ståle Solbakken bliver nøglen til succes: William Kvist. Generalen af FC København, der er klar til at indtage Rusland.
- Det er jo en by i Rusland det her. Vi er langt uden for Moskva, men det ser pænt ud, og jeg tror, der er point i luften, siger William Kvist oplagt.
Frosten har taget sit faste greb i tåspidserne og snudeskafterne på FC Københavns spillere, men smilene er store, og selvtilliden lyser ud af spillerne, når de mere afslappet end tidligere set i Champions League betræder det noget ramponerede græstæppe.
William Kvist er ligesom sine holdkammerater vokset med opgaven, og selvom Ståle Solbakken forsøger at skræmme ham med sit efterhånden obligatoriske drilleri på pressemødet, lader anføreren sig ikke påvirke:
- Med deres firemands-midtbane har de en virkelig god kæde, der er i god form. En af nøglerne til at vinde kampen er derfor også at vinde midtbanen, og det er derfor, jeg har taget William Kvist med på pressemødet. For at lægge ekstra pres på ham, prikkede Ståle Solbakken med et skævt smil til sin tilbagelænede anfører.
- De har en god midtbane, men personligt føler jeg ikke noget større pres end normalt. Jeg mener jo altid, at kampene vindes på midtbanen, smågriner William Kvist med ånden stående ud i den frostklare luft.
- Næ, vi kender efterhånden denne her type kampe. Min rolle er at holde fast i vores koncept. At styre tempoet, at stabilisere holdet og styre, hvornår vi kører kontra, og hvornår vi holder mere tilbage, forklarer William Kvist.
Han har også prøvet det før. Måske derfor tager han det så roligt. Eller fordi han ganske enkelt og som resten af holdet er proppet med selvtillid. Det er godt nok en by i Rusland, det her, det er koldt og langt væk, men det er ikke noget helt nyt.
- Vi prøvede noget lignende i Prag, hvor vi tog ned for at vinde. Og det gjorde vi. Det er faktisk rart med nogle opgaver, der er anderledes, og hvor vi ikke nødvendigvis er favoritter, som vi er det hjemme i Danmark, siger William Kvist og tager russerhuen på og leger general til ære for fotografen.
Det gør han ikke i aften. Da er det alvor. Da skal han erobre Rusland og historiens største københavnske bedrift.










...i Grækenland og udebanesejr i Rusland i aften - det ville være for vildt at have muligheden for at toppe gruppen den 7 december!
Jeg glæder mig til kampen i aften, og håber at FCK vinder. Det ville ikke kun være godt for FCK, men for dansk fodbold som helhed.