Vejret bliver iskoldt og stemningen som en heksekeddel på det intime stadion i Olomouc
De danske landsholdsspillere er gået fra den ene yderlighed til den anden.
Fra Marbellas 20 grader til iskolde Olomouc, hvor den vigtige VM-kvalkamp mod Tjekkiet spilles i aften. Og den bidende kulde kan blive grum for de danske landsholdsspillere.
Der er lovet temperaturer mellem minus 4-6, men det er den kraftige vind, der ventes at gøre det isnende koldt for spillerne.
Det bliver dog en hed aften for de danske landsholdsspillere hvad angår tilskuerne. For Tjekkiet har med vilje valgt det intime stadion i Olomouc for at skabe en intens kulisse. Der er udsolgt til kampen, og det betyder et fremmøde på knap 12.000 tilskuere på klubholdet Sigma Olomoucs hjemmebane.
Det er et lille intimt stadion, hvor tilskuerne er kendt for at sætte tryk på udeholdet, og det danske landshold kan ikke forvente særlig stor støtte på tribunerne.
Der ventes kun et lille sponsorfremmøde inviteret af DBU til at støtte op omkring landsholdet, mens det nok havde været anderledes, hvis kampen var blevet spillet i hovedstaden Prag.
Olomouc ligger 300 km fra Prag og har ikke nogen lufthavn, så det vil være en logistisk udfordring for selv de mest loyale danske fans at komme til kampen.









