FC Midtjyllands træner hylder det unge Midtjylland-mandskab efter nederlag i Odense.
FC Midtjylland spillede i lange perioder lige op med det rutinerede OB-hold, og selvom gæsterne måtte gå tomhændede fra Trefor Park, er træner Allan Kuhn mere end stolt over de unge ulve.
- Tænk på den proces, vi er i i forhold til OB! Vi kommer med et meget ungt hold mod nogle stærke OB-spillere, sagde han til TV2 Sport efter kampen og glædede sig over, at det lykkedes at give fynboerne kamp til stregen.
'Processen' blev meget godt symboliseret af midtjydernes flotte udligningsmål, der blev kreeret af Midtjyllands fire unge afrikanere fra klubbens akademi.
Men i den anden ende var en helt femte afrikaner lige så skarp. Peter Utaka lavede nemlig 'en rigtig Utaka', da han modtog en bold i dybden, skar ind i banen og udplacerede Jonas Lössl i FCM-buret.
- Det er et typisk Utaka-mål, som de scorer sejrsmålet på. Vi havde egentlig talt meget om, at han ikke måtte få lov at trække ind i banen, og Ipsa skulle have afskærmet ham. Men han var også lidt heldig at få bolden med, sagde Allan Kuhn, der nu kan se frem til 14 dages landskampspause.
- Men processen er jo ikke kun 14 dage. Det er et meget langt træk, hvor vi tester nogle unge spillere og ser, hvem der er gode nok. Vi har jo ikke FCKs niveau. Om et par år kommer vi så til at kæmpe med, hvor det er sjovt, sagde Allan Kuhn.








