Olsen kalder ham landsholdets strateg. Michael Krohn-Dehli tager ansvaret på sig.
Det er nok ikke for meget at sige, at hans evner var afgørende sidste efterår, da Danmark kvalificerede sig til EM.
Og det er ikke overdrevet at hævde, at havde det ikke været for Michael Krohn-Dehlis fremsynede kreativitet i juni, var EM-dagene i Ukraine ikke blevet så glade, som de var. ’Landsholdets strateg’ kaldte landstræneren Krohn-Dehli for nylig.
Store ord fra Olsen, der vragede Krohn-Dehli til VM-slutrunden for to år siden.
Siden da har Celta-Vigo-spilleren gjort sig uundværlig på landsholdet, og han indtager både Olsens ros, samt det ansvar, som betegnelsen ’strateg’ medfører. Stort ansvar
- Det er da en stor kompliment. Det er rigtigt, at jeg har en meget fri rolle på landsholdet. Jeg kan bevæge mig fra venstrekanten og frit ind på banen, hvilket giver mig en stor frihed til at skabe noget, siger han.
- Det er et stort ansvar, men jeg lægger jo også pres på mig selv hver gang for at levere noget. Jeg ved, hvad jeg kan; jeg vil gerne have bolden og være med i spillet. Derfor vil jeg altid prøve at tage ansvar, men det er da en stor kompliment af landstræneren.
Michael Krohn-Dehlis niveau i de seneste mange landskampe har været tårnhøjt, og med skiftet til Celta Vigo er det svært at se, at den lille tekniker ikke vil kunne fortsætte sin udvikling mod et internationalt topniveau.
- Jeg er jo kommet et sted hen, hvor træningsniveauet er højere, end hvor jeg kom fra, hvilket kan hjælpe mig til at blive bedre. Grunden til, at man tager af sted, er at blive bedre, og det er noget, jeg stræber efter til daglig. Jeg forsøger at komme op på et højere niveau, end det jeg er på lige nu, slår landsholdsspilleren fast.
Til det formål kunne han ikke finde et bedre sted end den spanske liga. Han havde også muligheden for at komme til franske Evian, men mulighederne for at udvikle de kompetencer, han allerede besidder, er større i Messi og Ronaldos liga.
- Jeg så mig ikke særligt tydeligt i den franske liga, så jeg var lidt forbeholden i forhold til det. Hvis jeg var havnet i Frankrig, kunne jeg måske have udviklet andre aspekter af mit spil, men jeg er nu sikker på, at min stil passer bedre til Spanien, siger Krohn-Dehli og glæder sig over sin succes.
- Man får jo ikke bare succes smidt i hovedet, det har ikke kun været en dans på roser, det har været hårdt. Og det er jo ikke altid, modgang modner, eksempelvis tror jeg ikke, at den sidste tid i BIF modnede mig, siger Michael Krohn-Dehli og fastslår, at han er blevet bedre til at leve i nuet.
- I mine yngre år i Holland kiggede jeg meget frem, og så blev jeg skadet i to-tre år. Jeg er begyndt at tænke meget mere på her og nu. Man skal altid have mål for sig selv, men jeg tænker ikke to eller tre år frem. Jeg skal præstere her og nu.






