Stephan Andersen er havnet på bænken i Evian, men holdkammeraten Daniel Wass forstår ikke beslutningen. Han mener, at Andersen er bedst.
Den franske liga er i fuld gang, og den store historie med danske briller har indtil videre været bænkningen af Stephan Andersen i Evian. Den danske landsholdsmålmand har siddet udenfor i de første to kampe af sæsonen, og det ser ud til, at han kommer til blive der.
Han har i hvert fald fået besked på, at han er reservemålmand, og det har fået ham til at søge væk fra klubben. Det er imidlertid svært, idet Evian ikke vil sælge.
Stephan Andersens danske holdkammerat Daniel Wass har noteret sig vennens situation, og han forstår ikke, at danskeren er havnet på bænken i Evian.
- Jeg kan ikke kommentere det så meget, men jeg synes, det er ærgerligt for både klubben og Stephan. Han stod et rigtig godt EM og havde en fantastisk sæson sidste år, hvor han var med til at sikre os en plads som nummer ni. Jeg er uforstående over for det, når man ser på Stephans kvalitet, alder og præstationer. Nu er han pludselig på bænken uden at få en forklaring. Men det er jo træneren, der bestemmer det, siger Daniel Wass til tipsbladet.dk.
Det er den rutinerede franske målmand Bertrand Laquait, der lige nu vogter målet for Evian, og Daniel Wass har bemærket, at situationen går Stephan Andersen på.
- Man kan se, at han hænger med hovedet. Det er klart, når han ikke har forventet, at det ville ske. Han er den bedste til træning, så det er en svær situation, når han er bedst af de to. Det er klart, at det er svært for ham, siger Wass, der ikke ved, hvorfor Andersen er røget på bænken.
- Han spillede et godt EM, og nu er han ude. Stephan har ikke fået en forklaring, og jeg har heller ikke været oppe på trænerens kontor og banke i bordet. Jeg må holde fokus på mig selv, men jeg synes, det er ærgerligt for klubben og for Stephan, mener Daniel Wass.
Evian har ellers fået en skidt sæsonstart i den franske Ligue 1, hvor det senest blev til et 0-1-nederlag til Brest. Wass er ikke tilfreds med sæsonstarten.
- Det har ikke været optimalt. Vi har ikke fået nogen point i de første to kampe, og vi skulle nok have haft point i weekenden. Vi var uheldige, for selvom vi ikke spillede en god kamp, havde vi fortjent uafgjort, siger Daniel Wass, som ikke helt kan følge Evians lidt defensive målsætning.
- Det er overlevelse, men efter sidste sæsons flotte niendeplads, burde målsætningen have været højere. Vi burde kunne udvikle os mere end vi har gjort, men klubbens målsætning er at overleve. Jeg tænker, at vi godt kan gå efter en plads i midten ligesom sidste år, siger Wass.
Evian har i sommerpausen sagt farvel til de to danskere Christian Poulsen og Thomas Kahlenberg, og Daniel Wass mener, at de to landsmænd er savnet.
- Selvfølgelig mangler vi dem. De var med til at få niendepladsen sidste år, så det er klart, alle klubber kan bruge en som Christian Poulsen. Han var en vigtig spiller, og det var Kahlenberg også. De er væk nu, og så må vi løse det på andre måder, men vi kunne godt bruge dem, fastslår Daniel Wass.
Landsholdsspilleren har tidligere udtalt, at opholdet i Evian skal ses som et springbræt til en større klub i fremtiden.
tipsbladet.dk









