Roy Keane langer ud efter Wayne Rooney
Onsdag aften trak Fabio Capello sig som engelsk landstræner efter uoverensstemmelser med det engelske fodboldforbund FA
Capellos afgang chokerede de engelske spillere, og flere af dem gav straks deres mening til kende på Twitter, heriblandt Wayne Rooney:
- En skuffet Capello har sagt op. En god fyr og en toptræner. Hans afløser skal være engelsk. For mig er det Harry Redknapp, skrev Wayne Rooney på sin Twitter-profil.
Den udmelding er dog ikke faldet i god jord hos den tidligere Manchester United-stjerne Roy Keane:
- Wayne skal holde mund. Han gjorde det ikke godt nok på banen, da Capello var manager. Rooney skal koncentrere sig om at spille, ikke om hvem han ønsker skal være træner, siger Roy Keane ifølge Daily Mail
Men selvom Roy Keane synes Wayne Rooney burde koncentrere sig om sit fodboldspil frem for at fremture på Twitter, er han dog enig i, at Harry Redknapp er det oplagte valg til at efterfølge Capello
– Harry Redknapp er en klar favorit til at overtage jobbet, og jeg er sikker på, at han også vil være de engelske fans´ favorit, siger Keane.
Også den engelske landholdslegende Paul Gascoigne peger på Redknapp, men tvivler dog på at hans nuværende arbejdsgiver Tottenham vil slippe ham
– Redknapp er en god mand, og en fantastisk manager. Han er det oplagte valg, men jeg tror ikke Tottenham vil lade ham gå, siger Gascoigne.








