Juventus vandt søndag aften 4-2 på hjemmebane over Cagliari og avancerede kraftigt i tabellen. Nyindkøbet Milos Krasic scorede hattrick for hjemmeholdet.
Inden søndagens hjemmebanekamp mod Cagliari lå Juventus overraskende på en nedrykningsplads i den italienske Serie A. Men med en sejr på 4-2 avancerede Juventus fra en næstsidsteplads hele 10 pladser op ad i tabellen, så holdet nu ligger nummer ni.
Nyindkøbte Milos Krasic, som blev hentet fra russiske CSKA Moskva i sommer, bragte Juventus foran efter 13 minutter med sit første mål for klubben, men Cagliaris Alessandro Matri svarede hurtigt igen med en udligning syv minutter senere.
Men Milos Krasic insisterede på, at Juventus ikke igen skulle skuffe hjemmepublikum, og den 25-årige serber sendte hjemmeholdet i spidsen igen med sit andet mål efter 34 minutter.
I midtugen tabte Juventus hjemme til Palermo, og det begyndte at summe af krise i Torino-klubben, som har ambitioner om at vinde det italienske mesterskab.
Juventus' Leonardo Bonucci, som også er hentet til klubben i sommer, sørgede for at gøre mesterskabsambitionen lidt mere realistisk, da forsvarsspilleren udbyggede føringen i anden halvleg.
Milos Krasic stjal igen rampelyset, da kantspilleren scorede sit tredje mål i kampen. Serberen bringer minderne frem om den tidligere Juventus-profil Pavel Nedved, som har stoppet sin karriere, og det kan være Juventus har fundet en god erstatning i Milos Krasic.
Alessandro Matri fik med sit andet mål i kampen lov at reducere for Cagliari 10 minutter før tid, men sejren til Juventus kom aldrig i fare.
Juventus har efter fem spillerunder tre point op til førerholdet Inter, som lørdag tabte på udebane til Roma.
/ritzau/








