Nicklas Bendtner har imponeret træner Antonio Conte i landskampspausen.
Han bliver ikke spået de store chancer for en startplads i Juventus og er blevet kritiseret for at være for overvægtig og for ikke at have været Juventus' førstevalg i transfervinduet. Men Nicklas Bendtner har i landskampspausen alligevel imponeret Torino-klubbens træner Antonio Conte.
Det fremgår af udtalelser fra Juventus-direktør Giuseppe Marotta.
- De første meldinger fra Conte om Bendtner er meget positive, siger direktør Marotta til Gazzetta dello Sport.
- Jeg har ikke selv set ham i aktion på træningsbanen, men Conte er tilfreds og har kun sagt gode ting om Bendtner. Han er en ung spiller, der er sulten, hvilket er vigtigt for os, siger Marotta.
På trods af de rosende ord understreger Juventus-direktøren dog også, at klubben stadig er ude efter at hente en angriber i vinterens transfervindue. Inden man lejede Bendtner var man ude efter spillere som Fernando Llorente, Stevan Jovetic og Robin van Persie.
Mens sidstnævnte valgte Manchester United, kigger Juventus stadig på de to øvrige angribere.
- Vi fortsætter med at følge interessante spillere, og vi beslutter senere på året, om vi skal slå til i januar. Vi må se, hvordan det går i ligaen og i Champions League, siger Marotta.
- Vi har kigget på spillere med en bestemt profil, og her passede Jovetic. Men han er ejet af Fiorentina, så de bestemmer hans fremtid. Llorente? Vi arbejder stadig på det, siger direktøren.









