Mads Junker er afklaret, efter han blev vraget af Morten Olsen til VM-truppen
De fleste havde forventet, at 22 sæsonscoringer i den hollandske liga ville være nok til en plads i Morten Olsens VM bruttotrup. Men sådan skulle det altså ikke gå. Mads Junker blev forbigået, og i stedet tog landstræneren Søren Larsen med som tredjeangriber efter Nicklas Bendtner og Jon Dahl Tomasson. Derudover blev Morten ”Duncan” Rasmussen udtaget som standby.
Men der er ingen vredesudbrud fra Rodas Mads Junker, som nu er afklaret og glæder sig til sommerferie.
- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg ikke blev udtaget. Jeg havde jo håbet og drømt om det. Jeg har scoret 22 mål i den hollandske liga, og så kan man jo ligesom sige, at jeg har gjort mit for at overbevise Morten Olsen om, at jeg skulle med. Men jeg er hverken vred eller bitter. Det havde jeg nok været, hvis jeg havde været med i fem år på landsholdet og så blevet fravalgt. Nu har jeg ikke været med inde omkring landsholdet i mange år, og derfor havde det bare været en fantastisk bonus at komme med. Nu glæder jeg mig i stedet til at være fodboldfan med klaphat og det hele, og jeg skal være med i Canal 9’s set-up omkring VM-slutrunden, siger Mads Junker til sporten.dk.
Mads Junker er ikke i tvivl om, at han er den forkerte spillertype til Morten Olsens VM-hold.
- Det er tydeligt, at jeg som type ikke passer ind i spillestilen. Det kan man jo se på, at det er Søren Larsen og Morten ”Duncan”, der står foran mig. Jeg kunne nok have scoret 30 mål i denne sæson, og alligevel var jeg ikke blevet udtaget. Jeg har intet mistet på det her, og der er ingen, der kan tage fra mig, at jeg har haft en fantastisk sæson, lyder det fra Mads Junker, der i stedet glæder sig over, at Roda har kvalificeret sig til finalen om en Europa League-plads.








