John Faxe Jensen fratræder sin stilling som asstenttræner i Premier League-klubben Blackburn.
John "Faxe" Jensen er en færdig mand i Blackburn.
Det meddeler klubben på den officielle hjemmeside.
- Klubben vil gerne takke John for hans anstrengelser i løbet af de forløbne ni måneder. Vi ønsker ham de bedste ønsker for fremtiden.
Blackburn-fans har for nyligt stillet spørgsmålstegn ved ansættelsen af både den danske assistent og cheftræner Steve Kean. Fansene mener, at Faxe og Kean kun fik deres job på grund af forbindelsen til den magtfulde agent Jerome Anderson, som også hjalp den indiske familie Rao til at overtage magten i Blackburn.
Det er endnu uklart, hvorfor John Faxe Jensen forlader sit job i Blackburn nu.
Den tidligere Brøndby-spiller og Europamester fra 1992 begyndte sin træner-karriere i Herfølge, som han højest overraskende gjorde til danske mestre i 2000. Siden arbejdede han som assistent for Michael Laudrup i Brøndby i 2002-06, og han fulgte også med Laudrup til Getafe, hvor de arbejdede sammen i 2007-08. I 2009 var Faxe cheftræner i Randers uden at opnå den store succes, og han blev fyret i efteråret.
Han blev i januar i år ansat som assistent i Blackburn på en seks måneders kontrakt. I maj blev kontrakten forlænget med et ekstra år, men nu har parterne altså afbrudt samarbejdet i utide.
Dermed kan John Faxe genoptage samarbejdet med Laudrup, hvis de kan finde en ny klub sammen.








