Chelsea vil ikke forlænge med sin engelske landsholdsspiller for enhver pris, hvilket kan sende spilleren til en Premier League-konkurrent.
Chelsea-direktør Ron Gourlay har i forbindelse med forhandlinger om en kontraktforlængelse advaret midtbanestjernen Joe Cole om, at de nykårede engelske mestre har et lønbudget at overholde næste sæson.
Den tidligere West Ham-spillers nuværende kontrakt udløber om en måned, og han vil til den tid være transferfri, hvilket også er tilfældet for den erfarne tyske holdkammerat Michael Ballack.
Klubben fra Sydlondon vil dog gerne forlænge aftalen med klubbens kreative kantspiller, som har været i klubben i syv sæsoner siden skiftet fra Upton Park.
Gourlay forsikrer således overfor Sportinglife, at en forlængelse af Coles kontrakt er en af 'The Blues' topprioriteter, men at man med målet om at kunne klare sig uden hjælp fra klubbens stenrige russiske ejer, Roman Abramovich, ikke vil gøre det for enhver pris.
- Vi vil sætte os ned og tage en snak med Joe Cole efter sæsonen og det ved han godt, forklarer direktøren.
- Det vil vi gøre med flere spillere, men når det kommer til lønninger er man nødt til at trække grænsen et sted. Vi er nødt til at tegne en streg i sandet.
Udmeldingerne fra Stamford Bridge vil formentligt ikke gå ubemærket hen i Liverpool, hvor The Reds skulle være meget interesseret i at hente den tekniske offensiv-spiller på en fri transfer.
Således melder flere engelske medier om, at Coles problematiske kontraktforhandlinger går som hånd i hose med Liverpools politik om at hente flere britiske spillere som værn mod nye restriktioner fra UEFA.
Ifølge rygterne skulle Cole, der altså ikke vil koste Daniel Aggers klub en krone i transfergebyr, kræve en ugeløn på godt en million kroner.
Joe Cole skulle eftersigende se et eventuelt skifte til de røde fra Beatles-byen som det næstbedste alternativ til at blive på Stamford Bridge, men Gerrard og Co.'s kiksede kvalifikation til Champions League kan være en kæp i hjulet for den ambitiøse spiller.
Storsatsende Manchester City skulle også være ude efter den 28-årige landsholdsspiller, men klubben fra The Eastlands må ligesom Liverpool også nøjes med Europa League til næste sæson.








