Real Madrid-spilleren Nuri Sahins lejeophold i Liverpool var ikke nogen stor succes, og det skyldes ifølge Sahin selv træner Brendan Rodgers
Tilbage i 2010 var Nuri Sahin et af de hotteste navne i Europa. Kåret til Årets Spiller i Bundesligaen efter en fænomenal sæson for Dortmund, eftertragtet af alle storklubberne. Valget faldt på Real Madrid, men tysk-tyrkeren slog aldrig igennem og røg efter én spilletids-mager sæson til Liverpool på udlån. Efter en god start endte det ophold også skidt, hvilket fik ham til at vende tilbage til Dortmund på en ny lejeaftale. Nu åbner han op om lejeopholdet i England.
- Brendan Rodgers ville have mig til at spille 10'er-rollen. Men jeg ligger ikke bag angriberne. Jeg snakkede med ham og spurgte, hvorfor jeg spillede der. Det er ikke min rigtige position. Men chefen kunne ikke svare mig, lyder det skuffet fra Sahin til den spanske avis AS.
Midtbanespilleren fastholder dog, at hans Liverpool-tid ikke var helt spildt, selvom Brendan Rodgers var et dårligt bekendtskab.
- At spille i den røde trøje og på Anfield er helt forrygende. Hvis jeg ikke var taget dertil, havde jeg måske ikke haft muligheden for at vende tilbage til Dortmund. For det er jeg taknemlig. Men jeg har forladt Brendan Rodgers, gudskelov.
Et anderledes godt forhold har Sahin til sin træner i Real Madrid, Joese Mourinho, selvom tiden i den spanske hovedstadsklub ikke var optimal.
- Vi taler ofte i telefon. Vi snakker om fodbold og livet. Bossen har det godt.
Den noget flinkere tone kan hænge sammen med, at Sahin stadig er på kontrakt i Real Madrid og på et tidspunkt skal tilbage igen.









