Brøndby fejrede bronzen, som var det guld. Modsat sidste år blev medaljen siddende om halsen.
Denne gang beholdt de den på. Denne gang blev den båret med stolthed som en stor præstation og sejr, og ikke som sidste år, da BIF-spillerne væmmedes ved bronzemedaljerne, der af mange af spillerne blev kasseret.
I år var det anderledes. I år var medaljerne udtryk for en indre og ydre storsejr. Mod alle odds.
- Bronzemedaljen er sjovere end sidste år, hvor mange af os smed den væk. Når man tænker på, hvor vi kommer fra i denne sæson, er det et fantastisk resultat, vi har præsteret, sagde anfører Michael Krohn-Dehli, mens den genfødte Jan Kristiansen lod medaljen dingle stolt ved siden af den øl, han havde i hånden.
- Det er simpelthen fantastisk at tage herover og spille et hold, der kæmper for overlevelse, ud af banen. Sidste år ville jeg ikke tage medaljen på. I år er den sjovere at have. Det har været et fantastisk comeback, som mange ikke havde regnet med, sagde Kristiansen.
Måske lige cheftræner Henrik Jensen, der på 11 kampe har forvandlet tabere til vindere. På hans første træningsdag i Brøndby skinnede solen som en slags velsignelse. I Randers i går bød guderne på en slags helende regn, som forsøgte naturkræfterne at anerkende, at Brøndbys nye begyndelse var godkendt, her og nu, en realitet.
- Det har været imponerende. I de 11 kampe, vi har spillet, har vi hentet 23 point, det er sgu flot. Det er, som om vi har følt, at vi havde mere overskud end alle vores modstandere. Vi kæmper og kværner nærmest vores modstandere ned, det er et helt fantastisk overskud, vi har haft, sagde Jensen efter Brøndbys fantastiske kulmination i Randers.
Det var en stor fight, en mere end fortjent sejr, i skyggen af endnu en krisesæson. Der var noget, der skulle skylles ud med det beskidte regnvand på Essex Park.
Det havde ophobet sig som en grim byld siden det tabte guld og sølv i slutningen af sidste sæson, disharmonien i denne sæson, den pinlige stime uden en sejr fra november sidste år til marts i år kulminerende med den skæbnesvangre aften 25. marts, da spillerne måtte have politikeskorte for at komme til deres biler, hvor politihunde måtte holde rasende fans fra at storme lobbyen, og hvor Kent Nielsen blev fyret.
Det var al den bagage, der væltede ud på Essex Park. Det var en udskillelse af alt det grimme: Enten viste man, at man stadig er Brøndby, ellers fortsatte man sejladsen i middelmådighedens suppe. Mens Randers kæmpede for deres liv, kæmpede Brøndby for deres fortsatte eksistensberettigelse baseret på, hvad der var blevet opbygget siden skabelsen i 1964.
- Jeg synes, det er fantastisk af spillerne efter alt det, vi har været igennem i denne sæson. Overordnet set har det været en skuffende sæson, men afslutningen kan vi jo kun være tilfredse med. Det er helt klart en god fornemmelse, jeg står med, sidste år smed vi sølvet, så jeg er meget glad for, at denne sæson endte godt alligevel,« sagde Per Bjerregaard og fortsatte sin glæde:
- En klub som Brøndby skal naturligvis i Europa hvert år. Jeg sad og regnede lidt på, hvad forskellen på at blive nummer fem og nummer tre i ligaen var i kroner og ører: Og det er faktisk på to mio. kr., sagde Bjerergaard, mens Henrik Jensen så frem mod næste sæson.
- Vi skal være imellem de tre bedste hvert år, og naturligvis skal vi spille efter guldet til næste sæson. Jeg synes, truppen ser fin ud til at vinde guld, men det kan da godt være, at vi skal have nogle forstærkninger, sagde Jensen, der starter forhandlingerne om en ny periode som træner i denne uge.
