AGF's landsholdsspiller Jakob Poulsen deltager ikke i søndagens kamp i 1. division mod Brønshøj af "transfermæssige årsager".
Landsholdsspilleren Jakob Poulsen kan være tæt på at skifte 1. divisionsklubben AGF ud med en ny arbejdsgiver i Superligaen eller udlandet.
Poulsen, der sidste år slog igennem på landsholdets midtbane, er derfor ikke med i AGF's hjemmekamp mod Brønshøj. Det fortæller sportsdirektør, Brian Steen Nielsen.
- Det er af transfermæssige årsager. Det var bedst ikke at tage ham med i dag, siger Brian Steen Nielsen til TV 2 Sport.
Sportsdirektøren ønsker dog ikke at fortælle, hvilken klub den løbestærke midtbanespiller forhandler med.
Jakob Poulsen har tidligere optrådt for Esbjerg og hollandske Heerenveen, inden han i 2008 skiftede til AGF.
/ritzau/








