Det vrimler med unge talenter i tysk fodbold, og det er kun et spørgsmål om tid, før den næste Mesut Özil eller Thomas Müller ser dagens lys. Sporten.dk præsenterer de Bundesliga-talenter, som slår igennem i denne sæson
Jens Hegeler, forsvar/midtbane, 1.FC Nürnberg (22)
Jens Hegeler er endnu et allround-talent, man vil komme til at se meget mere til i Bundesligaen i fremtiden.
Leverkusen-spilleren er i øjeblikket lejet ud til Nürnberg, hvor han skal hjælpe den sydtyske klub med at overleve i den bedste række.
Hans spidskompetencer er hovedspillet, hvor han med sine næsten to meter rager godt op i luftrummet, og udover det, er han teknisk dygtig og ekstremt kropsstærk.
Kan bruges i forsvaret samt på midtbanen, og han er en spiller, der virkelig går til stålet. Eksempelvis formåede han at blive udvist i sin debutkamp for Leverkusen tilbage i 2008.
Nürnbergs cheftræner Dieter Hecking er stor fan af midtbanespilleren og understreger, at han kommer til at få en afgørende rolle på Nürnberg-holdet.
- Jens (Hegeler red.) vil hurtigt komme til at udvikle os som mandskab. Jeg vil have ham for enhver pris, siger Dieter Hecking ifølge det tyske sportsmagasin Sport Bild.








