Italiensk presse har fokus rettet mod Nicklas Bendtner.
Det tør nok siges, at nyheden om Nicklas Bendtners natlige spirituskørsel har bragt sindene i kog i Italien, hvor den danske landsholdsspiller siden sæsonstarten har spillet otte kampe for Juventus.
- Det er en dramatisk nyhed, skriver fan-sitet Juve Sport og tilføjer:
- Det er ikke første gang, at Bendtner bliver stoppet af politiet. Sidste år da han spillede i Sunderland var han mistænkt for hærværk
De italienske sportsblade - blandt andet Corriere dello Sport og Tuttosport - nævner også den danske landsholdsanførers forseelse.
Det samme gør dagbladet La Stampa, hvor journalist Massimimiliano Nerozzi blandt andet beretter, at Nicklas Bendtner angiveligt skulle have haft en alkoholpromille på 1,5, hvilket er tre gange mere end det tilladte.
Hvis dette er korrekt, risikerer Nicklas Bendtner en ubetinget frakendelse af kørekortet i minimum tre år, ligesom han får en bøde (netto-månedsløb x promille).
La Stampa har også haft fat i Juventus' pressechef, Luca Cassasa, der dog ikke har nogen kommentarer.









