Italiens landstræner Cesare Prandelli frygter ikke det danske fodboldlandshold.
Italiens vice-Europamestre er storfavoritter i Danmarks VM-kvalifikationspulje. Italienerne har også selv svært ved at se, hvem der skulle stoppe dem på vejen til direkte adgang til VM-slutrunden i Brasilien i juni 2014.
Det bliver i hvert fald ikke Danmark, som bliver den største trussel i forhold til den vigtige førsteplads i gruppen. Så kontant er konklusionen fra Italiens landstræner, Cesare Prandelli.
I et interview med avisen Gazzetta dello Sport har journalist Francesco Pierini på foranledning af sporten.dk spurgt Prandelli om Danmarks chancer i gruppen.
- Danmark er altid med fremme i kvalifikationsturneringerne. I denne pulje tror jeg mere på, at Tjekkiet kommer til at spille en større rolle omkring de to øverste pladser. Vi så under EM, at Tjekkiet har et stærkt mandskab. Danmark havde store problemer i alle gruppekampe, selv om de slog Holland, lyder analysen fra Prandelli.
Italiens landstræner vurderer, at Danmark får problemer i den første gruppekamp mod Tjekkiet på lørdag, hvor holdet mangler Nicklas Bendtner, som er karantæneramt.
- Danmark er sårbare, når deres bedste spillere ikke er med. De har ikke samme spillermateriale som Italien og så Tjekkiet at vælge ud fra, siger Prandelli.
Italiens landstræner roser dog kollega Morten Olsen for altid at få det optimale ud af det danske landshold.
- Han er utrolig dygtig på det taktiske plan. Jeg har stor respekt for hans resultater. Morten Olsen kan måske sole sig i ros fra den italienske landstræner, men han er uenig omkring Danmarks rolle i puljen og minder om de to foregående kvalifikationer, hvor Danmark har snuppet førstepladsen foran nationer som Portugal, Sverige og Norge.
- Det må jo stå for hans (Prandellis, red.) regning. Jeg er ikke enig, og husker jeg ret, har vi ikke for vane at gå efter play off-pladsen i gruppen men førstepladsen, siger Olsen og smiler skævt.
Danmarks landstræner minder om, at gruppen i sig selv bliver utrolig tæt, og at det ikke kun handler om favorit-trioen.
- Det er en svær gruppe, og menigmand skal huske, at det ikke kun er Danmark, Italien og Tjekkiet. Det handler også om; Hvor står Bulgarien og Armenien? Armenien var trods alt tæt på at kvalificere sig til EM, forklarer Morten Olsen.
Tidligere landsholdsprofil og nuværende Fiorentina-scout Jakob Friis-Hansen ser også Italien og Tjekkiet som favoritter til de to øverste pladser i gruppen, men tror på Olsens taktiske genistreger.
- Landsholdet lige nu har mange unge spillere med, som ikke er på niveau med de bedste fra Italien og Tjekkiet. Men Morten Olsen har gang på gang formået at få disse unge spillere til at overpræstere, og det er også nødvendigt på lørdag mod tjekkerne. Vi har reelt set kun Daniel Agger som eneste internationale topspiller, og han har hænderne fulde nede i forsvaret. Så dem længere fremme på banen skal levere det maksimale for at starte kvalifikationen godt, siger Jakob Friis-Hansen.








