Inter-træner Claudio Ranieri kaldte det en hård skæbne, at holdet tabte til Olympique Marseille på et mål to minutter inde i overtiden.
Længe så det ud til, at Inter fik det uafgjorte resultat, holdet havde håbet på i Marseille. Men til sidst gik det galt for milaneserne, da André Ayew headede bolden ind bag Julio César i Inter-målet.
- Det er meget hårdt at indkassere et mål så sent som to minutter ind i overtiden. Vi fortjente ikke at tabe i dag, men sådan er det ofte: Når tingene går galt, så går det rigtigt galt, sagde Inters træner, Claudio Ranieri efter nederlaget ifølge franske l'Equipe.
Han henviste dermed til, at Inter har haft store problemer hjemme i Serie A, hvor milaneserne i skrivende stund blot er nummer syv. Men Claudio Ranieri bebuder, at onsdag aftens nederlag ikke sætter ham under yderligere pres.
- Med en fyldt hjemmebane kan vi godt vende dette nederlag til en samlet sejr. Vi har en chance mere til at klare den, og jeg tror på den. sagde den fyringstruede træner.
Hans kollega i Marseille, Didier Deschamps, var ikke uventet mere tilfreds:
- At vinde 1-0 giver os en lille fordel. Det betyder en del, at vi fik det lille mål. Det bliver en anden kamp i Italien, men jeg er tilfreds med det, vi præsterede i aften, sagde Marseille-træneren.








