Nul sejre, et point og 22 indkasserede mål. Det er bundlinjen for FC Nordsjælland efter de danske mestre brutalt blev revet rundt af Chelsea med 6-1 på Stamford Bridge og siger farvel til Champions League.
- Vi har fået en masse tæv, konkluderede cheftræner Kasper Hjulmand galgenhumoristisk, da han skulle evaluere på de seks kampe i gruppespillet.
- Det var en frygtelig følelse at se på. Vi var ikke i nærheden af Chelsea i dag på noget niveau. Vi havde ikke en chance. De overmatchede os på tempo, fysik og normalt kan vi dominere vores modstandere med boldbesiddelse. Det kunne vi ikke mod et meget motiveret Chelsea-mandskab.
Første halvleg så ellers FCNerne gå til opgaven med brystet skudt frem og tilmed fik tigerne fik Farum vist bid med et hurtigt mål i anden halvleg - sat ind af Joshua John efter fremragende oplæg af Kasper Lorentzen. Siden fulgte endnu et af de efterhånden velkendte kollaps, men de danske mestre kunne være kommet i front og ikke blot nøjedes med et trøstemål.
Stik mod kampens udvikling fik FCN tilkendt et straffespark i første halvleg ved stillingen 0-0 efter et massivt indledende pres fra hjemmeholdet centreret omkring spanienerne Juan Mata og Fernando Torres. Gary Cahill satte hånden på og straffesparket var ikke til diskussion.
Nicolai Stokholms eksekvering af straffesparket vidnede ikke om hans 36 år og enorme rutine. Petr Cech læste let det svage spark og parerede skuddet.
- Selv om vi havde scoret der, så havde jeg ikke følelsen af vi var med. Overordnet set har vi haft perioder med godt spil og så skal man huske, vi har samlet investeret ti millioner kroner i transfers i dette hold sammenlignet med de tre hold vi har været oppe mod, siger Kasper Hjulmand.
Siden fulgte to straffespark til Chelsea. Jesper Hansen tog det ene men den heroiske indsats rakte ikke til et julemirakel. 2-1 blev til 3-1, 4-1, 5-1 og 6-1. En angrebsstorm ledt an af Fernando Torres og Juan Mata.
Til trods for målfesten var der ingen jubel hos Chelsea. De forsvarende mestre er ude af turneringen og må nøjes med Europa League til trods for en pointkonto på ti.
- Normalt ville ti point være nok til at gå videre, men det har været en ekstrem svær gruppe. Shakhtar Donetsk og Juventus er to fantastiske hold og det har været tæt mellem os og dem, siger en af målscorerne Gary Cahill.
Efterhånden som alvoren gik af ballonen på Stamford Bridge lignede kampens afsluttende fase en omgang træning for Chelsea. Juventus' føringsmål i Donetsk gjorde englændernes sejr ligegyldig.
- Vi skal hæfte os ved det positive. Vi skaber chancer, scorer og sætter Nordsjælland under massivt pres i hele kampen og kunne vel have scoret to-tre mål mere, siger forsvarsspilleren.







