Seertallet til New Firm-opgøret mellem FCK og Brøndby i lørdags ramte en historisk bund
Engang var det et opgør, hele Danmark talte om. Engang trak kampene fulde huse og skabte seerrekorder.
Sådan er det langt fra i dag med New Firm-opgøret mellem FCK og Brøndby. Lørdag spillede holdene 1-1 i en stemningsforladt kulisse med 16.000 tilskuere og stort set ingen Brøndby-tilhængere på lægterne grundet de nye stramme regler til disse kampe.
Men selv om tilskuerinteressen var lav, så tyder det ikke på, at folk i stedet så kampen på tv. I hvert fald ramte seertallet til en FCK-Brøndby kamp et historisk bundniveau. Blot 126.000 seere var der i gennemsnit til kampen, og så få seere har der aldrig tidligere været til et New Firm-opgør, uanset hvilken kanal kampen har været vist på.
Det var 3+, der sendte kampen med et vanligt stort set up, men seertallet må skuffe og ikke mindst bekymre hos Viasat-ledelsen. En af årsagerne til den manglende seerinteresse for kampen skal dog forklares med varmen og spilletidspunktet lørdag aften, hvor store dele af danskerne nok valgte en grill-aften frem for en fodboldkamp.
Viasats sportschef Peter Nørrelund erkender, at seertallet er skuffende.
- Det er jo ikke ligefrem optimalt, at kampen rykkes til lørdag aften, fordi FCK spiller europæisk. Eller at der er så stor forskel rent sportsligt på de to klubber i dag. Men vi kan lige så godt også tage papnæserne af og erkende, at det er et skuffende tal, at der ikke var flere, der så med, siger Nørrelund.
- Der burde være flere seere til en FCK-Brøndby kamp, om der så var 86 grader uden for, eller der var Melodi Grand Prix på en anden kanal. Men der er forskel på, om det er en afgørende kamp om mesterskabet eller om man spiller om håneretten mellem de to klubber. Men vi synes stadig, at kampen i sig selv er en attraktiv vare, der fra alle sider sagtens kan sælges bedre, forklarer Nørrelund.
Stattistik
5 laveste seertal til et New Firm opgør
18/8 2012 FCK-Brøndby 3+ 126.000 i snit
8/11 2000 Brøndby-FCK 3+ 128.000 i snit
11/2. 2007 FCK-Brøndby Kanal 5 132.000 i snit
18/2 2007 Brøndby-FCK Kanal 5 138.000 i snit
23/9 2007 Brøndby-FCK TV2 Sport 168.000 i snit









