Det er ikke første gang, at Ståle Solbakken bruger et pressemøde til at tænde af på de danske journalister
Ståle Solbakken sendte efter sejren over Rosenborg onsdag aften en bredside af den anden verden afsted mod den danske presse, som han kaldte neandertalere.
Overraskende for mange, men det er ikke første gang, at den norske træner skælder de danske journalister hæder og ære fra. Faktisk skal man ikke mere end et år tilbage for at finde sidste gang, at Solbakken for alvor gik amok.
Det var lige før den første kamp i Champions League-playoff’en mod APOEL Nicosia, hvor han på pressemødet dagen før kickoff selv tog ordet til sidst og sagde følgende:
- Det er lidt på tide, at I anerkender det (FCKs succes i Europa, red.) og at de store aviser ikke gang på gang skriver at det er en fiasko, hvis vi ikke går videre. Det har pisset mig af, at man ikke anerkender præstationer over tid. I kunne stille nogle positive spørgsmål i stedet for altid at spørge om fiasko og pis og lort, sagde Ståle Solbakken, der ikke sluttede her:
- Det er fjerde år i træk, at vi kommer i europæisk gruppespil, og I (journalister, red.) har fået så mange fine udlandsture ud af det, at I burde klappe dem på ryggen og sige: "Godt gjort igen. You are winners, no matter what."
FCK tabte efterfølgende de to kampe med samlet 2-3 og røg i Europa League.









