KOMMENTAR

Er 1-11 et sandt billede af Danmarks position ved Europas fodboldmæssige højbord?

Er to æg i ugens internationale sæt det rigtige billede: 0-4 og 0-2?

Er sløje præstationer i forskellige grader af de øvrige hold med AGFs præstation som et fyrtårn af forsømmelse?

Desværre må jeg svare i hvert fald delvist ja. William Kvist sagde det befriende kontant torsdag aften efter den fremrykkede nytårsaften i Parken: ”Det er jo med al respekt ikke Sønderjyske og Silkeborg, vi møder til daglig. Det er Dortmund, og det er bare et andet niveau.”

Nu er det ikke, fordi Stuttgart på den måde har efterladt en bibel af inspiration i de to kampe mod FCK. Det har nærmest været som at køre i en dejlig tysk Ford Mondeo – årgang 1998 – selvom Stuttgart er hjembyen for Mercedes-fabrikkerne.

Men det er bare så skrigende evident, at fodbold afgøres i felterne. Meget mere udstillet på den internationale scene, hvor FCN f.eks. nussede fodbold i 60 procent af tiden i Donetsk, ikke med den største Nasa-kikkert kunne skimte skyggen af en målchance og blev udstillet to gange i modsatte felt: 0-2.

Eller FCK, der har spillet 360 minutter plus det løse og været ganske langt fra at skabe store og mange chancer og blot præsteret at score to mål mod en sammenlignelig modstander, norske Molde.

Man kan endnu ikke erklære hverken FCK eller FCN for dumpet i årets internationale eksamen. Men i det lidt længere udviklingslys er det værd at kigge på, hvor lang tid det tager at tillære sig og opbygge internationalt niveau. Klubber som Brøndby og FCK brugte et kontinuerligt årti på at komme derop. Andre som AaB gjorde det hurtigere lige før finanskrisen med et godt og dyrt hold.

FC Nordsjælland er sprunget direkte fra et par løse kampe mod Sporting Lissabon til maksimalt tryk i Champions League. Her havde seks kampe i Euro League været en god trædesten på udviklingsvejen. Eller bare en knapt så vild pulje. Det afgørende for klubbens og holdets udvikling bliver, hvordan man bygger op og skifter ud gennem de to næste transfervinduer.

FC København brugte under Ståle Solbakken godt fire år på at opbygge det stærke hold, der kulminerede med sejre over Panathinaikos, Rubin Kazan og flotte kampe mod Barcelona og Chelsea i 2010/2011. 2006-holdet, der også præsterede under Ståle Solbakken blev optimeret af nordmanden, men var opbygget i årene før.

Det nuværende hold er endnu ikke på nøglepositioner præget direkte af Ariël Jacobs indkøb. Det har reelt præsteret over evne, hvor Jacobs havde en heldig hånd ved at lade angrebet bestå af Cesar Santin – i perioder Asterix helt uden trylledrik – og hans ven Andreas Cornelius – en meget ung Obelix. FCK har stadig ikke fundet de virkelige stabile klassefigurer i hverken centerforsvar, midtbane eller angreb på det niveau, som Antonsson, Kvist og N’Doye præsterede i 2010.

Det afgørende er, at Danmark får en fast, gerne kontinuerlig stærk top, som kan tilegne sig de internationale erfaringer. Og gerne også kan centralisere de store Superliga-økonomier på to-tre klubber. Med alverdens respekt for Horsens, Midtjylland og AGFs erfaringer, så har det kun for alvor værdi for dansk fodbold, hvis det er trin på erfaringsvejen og kan følges op gerne året efter. Vi har i den grad ikke brug for, at AGF får en fin vimpel til klubhuset og ellers bare blamerer Danmark og sætter alt det, andre har opbygget over styr.

Hvis man lige skal se på den nationale scene, så er vejen til toppen en anelse kortere. Hvor den rigtige opbygning til at kunne noget i Europa tager 4-5 år, kan man vende fra bundplacering til topplacering i Superligaen på blot to år. Og omvendt.

I maj 2011 var AaB et minut og et Esbjerg-mål fra Tim Janssen fra at rykke ud af ligaen. Over sidste sæsons 7. plads, er holdet nu i top 3 og er i færd med at vise den strategiske vej for nutidens aktuelle fodboldmarked.

OB er gået fra forårets dans med nedrykningsstregen til en lovende mellemsæson med pil fremad under Troels Bech. Tårnhøjt topniveau som vist mod FC Nordsjælland, FC København og til dels AGF, men også så store udsving, at OB endnu bare er på vej fremad.

Vil Brøndby kunne ’lave en AaB’, hvis man skulle redde sig i år? Her spiller andre faktorer ind. Økonomi, ledelsesstruktur, kultur og værdier er så bulede, uklare og i nogle tilfælde syge, at man nok skal berede sig på adskillige mellemsæsoner, hvis Brøndby altså bliver reddet.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann