Marco Reus var i hopla og scorede alle målene, da Dortmund tog imod denne sæsons overraskelse fra Eintracht Franfurt.
Topkampen mellem Borrusia Dortmund og Eintracht Franfurt blev slet ikke så spændende, som ligaplaceringerne lagde op til.
Allerede efter ti minutter førte hjemmeholdet 2-0 på mål af Marco Reus, og det var endda for smal en føring i forhold til chancerne i kampens åbning.
Begge mål blev sat op efter flotte spilninger langs jorden, og Marco Reus var iskold hver gang.
Dortmunds dominans fortsatte for fuld kraft efter målene, men alligevel gik der et nervøst suk over stadion, da de 80.000 tilskuere blev vidner til det andet gule kort til angriberen Julian Schieber, der var i startopstillingen til fordel for topscorer Robert Lewandowski, som også blev vist ud i sidste uge.
Udvisningen kom, da Schieber plantede en albue i hovedet på sin modstander i en duel i luften. Forinden havde han fået et kort for at stemple en Franfurt-spiller.
Her var der spillet en halv time, og udeholdet havde altså lang tid tilbage til at hente Dortmund.
De forsvarende mestre fra Dortmund var dog fuldt fokuserede og bevarede overtaget i kampen.
2-0 blev til 3-0 og et hattrick af Marco Reus efter 65 minutter, da profilen Mario Götze uselvisk lagde bolden til rette for sin holdkammerat, som i feltet blot skulle udplacere Kevin Trapp i Frankfurt-målet.
Kort efter fik også Franfurt tilraget sig et rødt kort, da japanske Takashi Inui på et kvarter fik to advarsler, men mere drama var der heller ikke i det.
Borrusia Dortmund er dermed tilbage som Bundesligaens næstbedste hold, mens Eintracht Frankfurt har mistet lidt kontakt på fjerdepladsen med fire point op til Leverkusen på tredjepladsen.
Leverkusen vandt hjemme 2-1 over Augsburg, mens topholdet, Bayern München, bevarer sit 15-pointsforspring til Dortmund efter fredagens sejr over Wolfsburg på 2-0.









