Eks-FCK’eren var nærmest helt utrøstelig efter finalenederlaget til Atletico Madrid
Diego Forlan blev helten, mens Fulhams Brede Hangeland indtog skurkerollen.
Den tidligere FCK-spiller var uheldig i Europa League-finalenederlaget på 1-2 til Atletico Madrid, da Forlans forsøg ramte ham på låret og paralyserede målmand Mark Schwarzer til slutresultatet.
Det var en situation, Brede Hangeland havde svært ved at kapere:
- Jeg kommer til at tænke på det her til den dag, jeg dør, siger eks-FCK’eren til norske Dagbladet.
- Hvis bare bolden havde ramt låret ordentligt… Men det hjælper ikke noget at tænke på det, siger Hangeland.
Indtil da havde Hangeland ellers gjort det fejlfrit, men det var ikke nok.
- Det går op og ned i fodbold, og det er gået vældig meget op for mig. Så jeg kan godt klare det her. Men det er selvfølgelig forbandet surt, siger Hangeland.








