Robbie Keane vil spille for Irland tirsdag aften, selvom holdet i praksis er kvalificeret til EM efter 4-0 i den første kamp.
Robbie Keanes amerikanske klub, Los Angeles Galaxy, har bedt ham om at lade være med at spille med i Irlands EM-kvalifikationskamp mod Estland.
Irland vandt kampen i Estland med 4-0, og esterne fik undervejs udvist to af deres spillere, som derfor har karantæne i returkampen.
Irland har med andre ord næsten begge ben i EM-slutrunden, og Los Angeles Galaxy står over for mesterskabs-finalen mod Houston Dynamo.
Men Robbie Keane vil spille mod Estland.
- Jobbet er ikke overstået. Vi må være professionelle, siger Robbie Keane til BBC.
- De bad mig komme over til forberedelserne til finalen på søndag, men det her kan forhåbentlig blive en af de helt store dage i irsk fodboldhistorie, og det vil jeg ikke gå glip af, tilføjer Robbie Keane, der scorede to af målene i fredagens sejr på 4-0.
Festlighederne skulle ikke forhindre Keane i at spille finalen i USA, medmindre han naturligvis bliver skadet i kampen mod esterne.
- Klubben forstår godt mit synspunkt, siger 31-årige Keane, som tidligere bl.a. har repræsenteret Tottenham Hotspur, Liverpool, Inter, Leeds United og West Ham United.








