Nicolai Boilesen klar til kontraktforlængelse, selv om Ajax jagter stærk back-konkurrent.
Det var de lyserøde skyer, Nicolai Boilesen svævede på i det meste af 2011, indtil en længere skadespause sørgede for en hård mavelanding.
En fibersprængning i september og en følgeskade kostede den danske landsholdskomet nogle utroligt vigtige kampe i efteråret både på det danske landshold og i Ajax.
Boilesens længere skadespause har også gjort Ajax-træner Frank de Boer opmærksom på, hvor sårbare man er på den position, og ifølge sporten,dk's hollandske pressekilder er en forstærkning på venstre back-pladsen en topprioritet i januars transfervindue. Noget tyder på, at Boilesen kan blive henvist til bænken, hvis de Boer får fingrene i sin ønskespiller.
Ajax-træneren er på frierfødder over for klubbens tidligere stjerne, den rumænske landsholdsforsvarer Cristian Chivu, som har kontraktudløb med Inter til sommer. Chivu er oprindelig venstre back, men kan også bruges på de øvrige defensive positioner.
Ikke desto mindre er det planen, at Chivu skal hentes som venstre back. Det bekræfter Frank de Boer over for Voetball international.
- Det vil være oplagt at bruge ham der, ja. Han er en naturlig back, men kan selvfølgelig også spille andre positioner, hvilket gør ham meget værdifuld, siger Frank de Boer.
Det er dog ikke kun Ajax, der har Inter-stjernen på ønskelisten. Også Real Madrid og Chivus eks-træner José Mourinho har ham i kikkerten, og det vil i så fald være til Nicolai Boilesens fordel, hvis han undgår rumæneren som direkte konkurrent.
Den skærpede konkurrence på back-pladsen har imidlertid ingen effekt på Nicolai Boilesens planer om at forlænge med Ajax først i det nye år.
- Jeg tror ikke, det bliver et problem at blive enige om en forlængelse. Nicolai er glad for Ajax, og Ajax er glade for Nicolai, så det skal vi nok finde ud af, siger Boilesens far og rådgiver, Kenny Boilesen, til sporten.dk
Han var i begyndelsen af december til et indledende møde med Ajax’ tekniske direktør, Danny Blind, og der venter et afsluttende møde lige rundt om hjørnet.
- Det ligger i kortene, at vi skal ned til en snak om kontraktforlængelse i starten af 2012. Vi mangler bare at få fastsat en mødedato, fortæller Kenny Boilesen.
Nicolai Boilesens nye kontrakt menes at kunne indbringe ham en årsløn på knap fem mio. kr., hvor han i sin nuværende lærlingekontrakt tjener lidt over 1,5 mio. kr








