Det tomme trænersæde i Mallorca skal udfyldes af den tidligere spanske landstræner Luis Aragonés.
Ifølge den mallorcanske avis Diario de Mallorca har klubben udset sig Luis Aragonés som ny cheftræner i den hektiske klub.
Avisen spekulerer i, at den tidligere landstræner skal stå i spidsen for Mallorca resten af sæsonen, hvorefter klubben vil ansætte en permanent træner. Et trænersæde som bekendt er blevet ledigt, efter Michael Laudrup blev enig med klubben om at skille veje.
Efter EM-triumfen som spansk landstræner i 2008 gik turen til tyrkiske Fenerbahce. Her blev spanieren blot et år. Siden har han været arbejdsløs, men er altså blevet udnævnt af den mallorcanske avis Diario de Mallorca som topkandidat til at overtage det brandvarme trænersæde på ferieøen.
Og Aragonés er ikke ubekendt med opgaven på Mallorca. I 2000/01 og 2003/04 var den 73-årige ansat som cheftræner.
Skulle Aragonés takke nej til stillingen som ny cheftræner i Mallorca har klubben også snøren ude efter den tidligere Bayern München- og Barcelona-træner Luis van Gaal. Begge er arbejdsløse i øjeblikket.
Aragonés har en blakket fortid. I 2004 blev hans racistiske udtalelser om den franske angriber Thierry Henry optaget af et spansk tv-hold.
Under en træning fortalte Aragonés landsmanden og den tidligere Arsenal-spiller José Reyes, at han skulle fortælle hans holdkammerat, at han blot var en ’forbandet neger’. Det fik engelske medier til at kræve en fyring af den spanske landstræner, men bataljen endte med en bøde i omegnen af en halv million kroner.
Avisen melder intet om, hvornår der vil komme en afklaring på, hvem den nye træner på Mallorca er.








