Fodboldkommentator Carsten Werge bliver beskyldt for at være for begejstret for Barcelona.
Under det store brag i Champions League mellem Barcelona og AC Milan tirsdag aften var det som så mange gange før Carsten Werge, der sad klar til at guide seerne på TV3 + gennem kampen. Barcelona viste stor klasse og vandt med hele 4-0, og spanierne er dermed klar til kvartfinalen.
Spanierne blev mange gange også rost til skyerne af Carsten Werge og hans medkommentator Jesper Grønkjær, men det blev for meget for nogle af seerne bag skærmen. Under kampen blev Carsten Werge af flere på Twitter beskyldt for at være alt for begejstret for Barcelona og for ikke at indtage den neutrale rolle, han forventes at have som kommentator.
- Er det bare mig, eller er Grønkjær og C. Werge meget pro-Barca? Ikke så afbalanceret - ligesom i Real-Utd.kampen, skriver Lars Werge, der er næstformand for Dansk Journalistforbund, sportsjournalist og forfatter til flere sportsbøger.
Endnu mere skarp i kritikken er den tidligere FC Nordsjælland, Silkeborg og Lyngby-spiller, Bajram Fetai, der flere gange rasede over Carsten Werges kommentarer.
- Werge seriøst! Hold din kæft.... Og tag den Barca trøje af, skriver han, og senere fløj han til tasterne igen.
- Werge pisser mig så meget af.. Ser den selv på TV3. Han er jo decideret ulækker at høre på nogen gange, skriver Fetai, der nu spiller i den tyrkiske klub Denizlispor.
Sporten.dk har forsøgt at få en kommentar fra Carsten Werge, men det har indtil videre ikke været muligt.









