Jesper Grønkjær er parat til at tage ansvar fra straffesparkspletten
Med sit frelsende hovedstød få minutter før tid, bragte han nyt håb til Løve-lejren.
Og til sine egne ambitioner om et sidste europæisk eventyr.
For Jesper Grønkjær er godt klar over, at fysikken er skrøbelig, og alderen ved at være fremtrædende. Han gav kunstigt åndedræt til FC København i norske Trondheim, og nu lever patienten i fuld vigør før returopgøret mod Rosenborg i Parken.
- Jeg har spillet i Champions League flere gange, og det er jo nok også ved at være sidste skud i bøssen for mit vedkommende, erkender han før tirsdagens afsluttende træning inden det højspændte opgør i aften.
- Nu er vi jo sikret europæisk fodbold. Men der er så stor forskel på Champions League og Europa League. Der er en helt anden hype og opmærksomhed omkring det her, og det er her, det sker. Det højner niveauet, for du spiller mod de allerbedste, og det er det sjovest for alle. Spillere, tilskuere, klubben, fortæller Jesper Grønkjær.
Han har truppens med afstand bredeste skuldre. I hvert fald målt på erfaringen. Med 78 kampe i Danmarks rød-hvide farver og 129 optrædener i Chelseas blå, er han en af de mest rutinerede på hele mandskabet, og han er parat til at tage ansvar.
Og det kan sagtens blive fra 11-meter-pletten, hvis kampen skulle gå i straffespark. En situation, som Løverne er på forkant med.
- Vi har da et par folk, der kan sparke. Jeg gør det gerne, og César (Santin, red.), William (Kvist, red.), Martin (Vingaard, red.) og N’Doye kan vel også sparke. Men folk er cool nok. Vi snakkede om det inden den anden BATE-kamp, hvor det stod 0-0 efter første kamp, så vi er da lidt forberedte, siger Jesper Grønkjær.
Det har Ståle Solbakken nemlig sørget for. Og han lagde ved tirsdagens pressemøde en usædvanligt munter tone, da han fortalte om forberedelserne.
- Ja, vi har trænet. Og jeg er optimistisk, for selv William kunne score. Jeg bad målmændene springe til den forkerte side, så de kunne få lidt selvtillid, sagde Ståle Solbakken, inden han slog over i den mere alvorlige mine.
- Men i virkeligheden tror jeg ikke, man kan træne det, for det er en speciel situation, sagde Ståle Solbakken og gør det klart, at han bestemt ikke regner med at lade kampen gå til de tilfældigheder, som en straffesparkskonkurrence nu engang indebærer.
Og så var der lige den med Grønkjærs fitness.
Kan du spille 120 minutter?
- Snildt.










Helt utroligt at læse en artikel herinde, hvor ordene "krig", "revser", "raser" eller "sviner" indgik i. I er til at brække jer over. Må jeres lorte avis gå konkurs