Getafe fik ikke lov til at træne på TRE FOR Park i Odense p.g.a. sneen.
OB møder onsdag aften hjemme spanske Getafe i Europa League. Og normalt får udeholdet lov til at træne på stadion inden en europæisk kamp for lige at afprøve banens beskaffenhed og vænne sig til dens størrelse.
Men Madrid-klubben må klare sig uden.
Repræsentanten for det europæiske fodboldforbund (UEFA) besluttede efter at have inspiceret TRE FOR Park i Odense, at banen skulle skånes.
Tidligere tirsdag havde Odense Idrætsparks leder, Søren Damgaard, advaret mod at træne på det stadion, som tidligere var kendt som Fionia Park og før da simpelthen som Odense Stadion.
- Hvis vi skal præsentere en ordentlig fodboldbane onsdag aften, så er mit råd, at Getafe undlader at træne på stadion tirsdag aften, sagde Søren Damgaard til Fyens Stiftstidende.
Getafe har i stedet måtte træne på OBs eget anlæg på Søndre Boulevard i Ådalen.









