Steven Gerrard mener, at der sløses med legende-begrebet på det engelske landshold, hvor der efter hans mening højst har været 15.
Steven Gerrard løber i aften på banen til sin landskamp nummer 100, når England er på besøg hinsidan for at møde Sverige i en venskabskamp. Det har fået medier til at karakterisere Liverpools 'Captain Fantastic' som en legende med de tre løver på brystet.
Den idé giver Gerrard selv ikke meget for. I hans verden er legende efterhånden et slidt begreb, der bruges lidt for ofte. Og til sammenligning med 'rigtige' legender som Bobby Moore og Bobby Charlton er Gerrard selv slet ikke i nærheden.
- Hvis de er toppen af en skala op til 10, vil jeg give mig selv et seks- eller syv-tal.
- I fodbold bliver folk udråbt som helte og legender alt for let. Når det kommer til at spille på det engelske landshold, er der måske 14-15 helte historisk set. Resten har ikke leveret, siger Steven Gerrard til SkySports.
På trods af Steven Gerrards modstand mod at blive karakteriseret som legende, så spiller han sig alligevel ind i et lille selskab på bare fem andre spillere, der har nået milepælen på 100 landskampe for England.
De øvrige er Peter Shilton, David Beckham, Billy Wright og selvfølgelig Bobby Moore og Bobby Charlton.
tipsbladet.dk









