Indien er ved at sparke gang i en ny storstilet fodboldturnering, som skal fremme interessen for det smukke spil i det cricket-gale land.
I deres velmagtsdage i europæisk fodbold tjente stjerner som Hernan Crespo, Robbie Fowler og Fabio Cannavaro mange millioner. Nu er de så blevet hentet til diverse indiske klubber for noget mere beskedne beløber i forbindelse med storstilet spillerauktion.
Den nystartede indiske turnering ved navn PLS (Premier League Soccer) skulle bruge både spillere og global eksponering. Arrangørerne valgte dermed at slå to fluer med ét smæk og lancere en spillerauktion, hvor der blev budt på afdankede stjerner. Og her var Hernan Crespo den dyreste herre. Klubben Barasat snuppede argentineren fra hans italienske klub Parma for et beløb svarende til 4,93 millioner danske kr. En noget mere beskeden værdi end de 300 millioner, som Lazio i år 2000 betalte for ham. Dengang var det også Parma, der måtte slippe ham
Fabio Cannavaro røg til Siliguri for 4,7 mio. kr., Robert Pirés blev opsnappet af Howrah for 4,5 mio. kr., Jay-Jay Okocha endte i Durgapur for 3,1 mio. kr., og endelig landede Liverpool-legende - med kælenavnet "Gud" - Robbie Fowler i Kolkata via en sum på lige godt 3 mio. kr.
Om turneringen bliver en succes kan kun tiden vise, men auktionen har i hvert fald skabt overskrifter i Europa.








