Morten 'Duncan' Rasmussens karriere er gået helt i stå i skotske Celtic, og angriberen venter blot på at kunne skifte klub.
Den tidligere så farlige angriber på AGF og Brøndby, Morten 'Duncan' Rasmussen, er for øjeblikket langt fra at score mål nogen steder. Angriberen er langt fra førsteholdet i skotske Celtic, som kun i sjældne tilfælde benytter sig af danskeren.
I et interview med Jyllands-Posten beretter Duncan, at han utrolig gerne vil spille mere fodbold, men at hans kontraktmæssige situation i Celtic, hvor han har halvandet år tilbage af kontrakten, gør det svært for ham at komme videre.
- Men hvad skal jeg gøre? Slå en ihjel for at komme fri herovre? Klubben har givet penge for mig, de vil sikkert have noget igen. Jeg ved det ikke. Nu gætter vi bare. Jeg er ikke typen, der banker i bordet hos træneren. Så banker han bare endnu hårdere, så kan vi sidde der og banke løs, lyder den resignerende udmelding fra Duncan til Jyllands-Posten.
- De har givet penge for mig, og jeg har ikke spillet for dem. Men klubben går ikke konkurs på grund af mig. Jeg er kun en lille fisk.
I interviewet afslører Duncan dog også, at han ikke vil klynke over sin situation, idet han selv valgte at skifte til den skotske storklub, som han har scoret tre gange for i ti optrædener.
Duncan har fra Celtic været lejet ud til Mainz, AaB og Sivasspor fra Tyrkiet.






