Alex da Silva er ikke vendt tilbage fra juleferie og har ikke givet en lyd fra sig, hvilket ikke huer sportschef Steffen Højer.
I fredags genoptog Viborg F.F. atter træningen efter juleferien, men brasilianske Alex da Silva var ikke tilstede på grønsværen. Klubben har endnu ikke hørt noget fra spilleren, efter at han har holdt juleferie hjemme i Brasilien.
Spilleren havde tirsdag stadig ikke givet noget lyd fra sig:
- Jeg har ikke hørt noget fra ham, og det er naturligvis dybt utilfredstillende, men det er jo først og fremmest noget, som jeg skal sige til ham, udtaler sportschef Steffen Højer til Viborgs Stifts Folkeblad, og understreger samtidigt, at udeblivelsen vil få et efterspil for Alex da Silva.








