Kolesterol-kongen Adriano sat i husarrest
Så gik den ikke længere for Adriano. Brasilianerens klub Corinthians har besluttet at tilbageholde deres top-angriber på holdets hotel i et forsøg på at få ham til at tabe sig.
Klubben har meddelt, at Adriano, som flere gange har fået bøder af klubben for at udeblive fra træning, bliver sat på en streng diæt på hotellet, og han må nu kun spise, hvad holdets læger udleverer. Samtidigt skal han træne tre gange om dagen, skriver den engelske avis The Guardian.
Corinthians fitness-træner Fabio Mahseredjian udtaler, at klubben har valgt at indespærre den tidligere Inter-angriber, fordi han ikke selv kan komme i form.
Adriano har ikke spillet mange kampe for Corinthians, siden han sidste år pådrog sig en skade i akillessenen, og han er nu i fare for at ryge af holdet forud for Copa Libertadores.
- På hotellet har vi meget mere kontrol over ham. Han ved, vi prøver at hjælpe ham og gøre det bedste for ham. Vi er alle sammen dedikeret til at hjælpe ham, men i sidste ende afhænger det af ham selv, siger Mahseredjian og fortsætter:
- Vægttab kommer udelukkende via en streng diæt. Du kan ikke tabe dig udelukkende via fysisk aktivitet, slutter Mahseredjian.








